Letter from Paneeraq Siegstad Munk to Lis-Ann Rotem

Qaqortoq, 18.juli 2020

Kære Lis-Ann, dejlige kalak som vi kalder hinanden.

Da jeg blev spurgt om jeg kunne skrive til nogen kvinde i Norden tænker jeg på dig. Og at det måske kan være interessant for andre læsere, høre hvad du kunne fortælle fra Sønderjylland i Danmark.

Det er efterhånden 17 år siden fra vi gik på Pastoralseminariet i Vartov, København. Jeg husker tydeligt at du var gravid og påstår at du også er grønlænder. Mit første indtryk var, hvordan du kan påstå at du er grønlænder, når du ser pære dansk ud. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg selv vil få lille rødhåret Eskimo.

Det fører mig hen til den debat der er for tiden, om kolonihistorie og racespørgsmålet. Efter Georg Floyd i Amerika er blevet myrdet af politimand. Det er ligesom verden går amok.

Efter den episode skete noget i Nuuk, natten til nationaldagen 21.juni 2020. Unge mennesker har vandaliseret Hans Egedes statue med rød maling og har skrevet Decolonize. Kommunen som er ansvarlig for statuen kører lige nu frem til 21.juli afstemning, om hvorvidt statuen skal flyttes eller fjernes. Lige nu er dem der stemmer for bevarelse af statuen skal blive hvor den er, dobbelt så mange som dem der ville af med den.

Den anden debat også afledt af samme episode i Amerika er navnet på is, Kæmpe Eskimo. Jeg var ikke klar over, at der er flere forskellige firmaer, der laver flere varianter. Jeg kendte kun den der hed Kæmpe Eskimo. Min mand har drille mig kærligt med, at det er den bedste is på jorden. Hvilket jeg har fortolket som kompliment. Mennesker tolker og oplever tingene forskelligt. Jeg har ingen problemer med at fortælle at jeg er Eskimo, når jeg samtidig lærer andre folkeslag at vi kalder os selv for Inuit.

Når jeg repræsenterer unge Inuit i sin tid, var det nemmere for andre forstå mit gebrokne engelsk, når jeg siger at jeg er Eskimo. Så ved de hvor jeg er fra, og jeg kunne begynde fortælle om hvordan det er at bo på Grønland. Og hvorfor vi gerne vil kaldes Inuit – menneske. For alle mennesker er ligeværd.

Jeg elsker Danmark og de danske folk, er selv gift med en dansker. Selv om han hellere vil kaldes Bornholmer. Vores to drenge har navne på begge sprog og taler dansk som første sprog. Når de er i Grønland, er de qallunakker og når de er i Danmark er de grønlændere. Jeg håber inderligt, at de ikke vil få psykiske mener af det. For jeg ser mange unge, fra blandede ægteskaber, kan have det svært. Jeg håber mine drenge, får det bedste fra begge kulturer og vil være tilfreds med at være menneske. Og at de er gode nok som de er.

Den ældste hedder Inunnguaq – lille menneske. Nu er han snart 2 meter, så lille menneske må han leve med. Jeg håber han vil tolke navnet som kærlighedserklæring fra sine forældre. Ellers må han bære Kasper og være stolt af, at bære min fars navn. Kasper my hero!

Mikkel kalder vi for Mikisoq – den lille. Han vil ikke længere kaldes for baby, han er jo snart teenager og er stor dreng. Så kan han i stedet være stolt af være opkaldt efter Ejnar Mikkelsen, grundlæggeren af Ittoqqortoormiit. Lille by i Nordøstgrønland. Hans første levested, selv om jeg måtte til Nuuk for at føde ham. Hans første sprog var jo østgrønlandsk.

Kan du huske da Kim Leines bog Kalak udkom. Og der var debat om kalak er skældsord eller om det kan bruges som betegnelse for de stolte grønlændere. Uden at sætte punktum, er vi to begyndt at kalde hinanden for den smukke kalak. Det er det du er for mig. Varm og kærlig kollega, der er stolt af sine rødder! Tak fordi du er til <3

Til slut ville jeg fortælle dig om er Bispevalgkampen i Grønland. Jeg stiller nemlig op, tidsfrist for at stille op sluttede 7.juli. Vi er fire kandidater. Der vil være Bispevalg 2.september 2020. Og Bispeindsættelse 22.november 2020 i Nuuk.

Som sagt er der gået 17 år fra Pastoralseminariet til idag. Jeg kan huske at du var imponeret over, at jeg måske vil være den næste biskop. Jeg har ikke tænke så meget over det dengang. I 2004 da jeg blev ordineret som præst, var jeg den yngste af alle præster på Grønland. Og på det tidspunkt var det så langt væk i fremtiden.

Nu hvor jeg kigger tilbage på de sidste 17 år har mig og min Munk flyttet meget rundt på eventyrlandet. Vi har boet i Narsaq, Ittoqqortoormiit, Kangaatsiaq, Aasiaat og nu Qaqortoq /Bornholm. De sidste tre år har jeg været provst i Sydgrønland. Det er lærerigt, men også hårdt rent privat. Fordi Arne og drengene flyttede til Bornholm, nu for 1½år siden. Jeg er ret ofte på rejse i provstiet, men også intern i Grønland. Enten på bygdetur som præst, ellers for at undervise eller for at være censor på Universitetet i Nuuk.

Mens jeg skriver kan jeg se, at halvdelen af tiden her i Qaqortoq har jeg været alene. Det fører så til hvorfor jeg ville fortælle om bispevalgkampen. Der for 1½ år siden tænkte vi på om det er smart, at rejse fra Grønland, når jeg gerne vil stille op som biskop i 2020. Fordi vi på det tidspunkt allerede vidste nuværende biskop vil gå på pension i år. Det vil se godt ud på CVet, at jeg også har ledelseserfaring fra folkekirken i Grønland. Samtidig med vi ikke vil spille hasard med drengenes folkeskole, har jeg måtte leve med undvære familielivet. Nu handler det kun om måneder før vi er klogere på hvad der sker. Hvis menigheden ville kalde på mig, er jeg klar. Hvis det lykkedes, betyder det vi måske kan bo sammen igen som familie.

Men den kommende skoleår er også sidste år for Inunnguaq, jeg ved ikke om det er smart tage ham ud af skolen midt på den sidste skoleår. Han har tale om, at han gerne vil på gymnasiet, enten i Rønne på Bornholm eller i Nuuk (hvis jeg bliver valgt).

Sidste søndag var jeg på tjenesterejse i Palaseqarfik Nanortalik, hvor der var konfirmation i Aappilattoq og vielse også. Jeg har taget til Nanortalik allerede om torsdagen for at knække den lange rejse. Visitats provst var på rejse, for at holde opsyn med kirkebøger og kirkebygninger. Og turen til Aappilattoq kunne starte søndag morgen kl.8. Der var tåget, og vi kunne ikke rigtig se noget. Jeg har hørt så meget om fjeldene dernede skulle være helt exceptionelt, vi kunne ikke se så meget. Da vi ankom til bygden ca.9.30 gik jeg direkte op til kirken og skiftetøjet om. Så startede gudstjeneste kl.10.00 Der var kun en pige der blev konfirmeret. Da vi blev færdig, blev vi fotograferet udenfor kirken. Mens pedellen skiftede salmenumrene på tavlen. Så startede vielsesceremonien kl.12.00. Efterfølgende var der to kaffemik, hele bygden holdt fest i anledning af konfirmation og vielse.

Vejret var blevet bedre da vi sejlede kl.14, allerede på vej ud af bygden kunne jeg se helt utrolige fjelde. Selv om det regnede, måtte jeg sidde udenfor for at kunne prøve fange den smukke udsigt. Det er helt utroligt smukt. Selv om båden sejlede hurtigt tog det 4 timer at sejle tilbage til Qaqortoq, jeg var godt træt da vi ankom. Det er spændende rejse i livet, jeg er så taknemlig over alle de muligheder jeg får. Jeg er også taknemlig at få lov møde søde mennesker alle vegne, bland andet dig.

Jeg håber du og dine kære vil få en god sommer. Glæder mig til vi ses igen. Vi må holde kontakten på facebook indtil videre.

Venlig hilsen

Kalak, Paneeraq Siegstad Munk

Letter from Ruth Aaqqii to Paneeraq Siegstad Munk

Ittoqqortoormiit, 03. Maj 2020

Kære Paneeraq!

Det er søndag i dag. Da jeg sat ved orgelet i Ittoqqortoormiits smukke gamle trækirke i formiddags måtte jeg tænke på dig og på din stemme. Din klare og smukke stemme som fyldte kirkerommet hver søndag i flere år, mens jeg også den gang sat på orgelbænken. Jeg mindedes også de søndage hvor det blæste så meget at vi – præsten og organisten – knapt nok kunne kæmpe os igennemm snestormen, de hundre meter ned fra præsteboligen til kirken. Jeg boede jo hos dig, Arne og Inunnguaq den vinter, fra december 2006 til marts 2007. I delte jeres hus og hverdag med mig, og vi holdt jul sammen. Når jeg tænker tilbage på denne tid føler jeg en stor tanknemmeliged for den gæstfrihed og tillid I viste mig.

I dag blev en lille dreng døbt her i Ittoqqortoormiit. Hans navn er Claus Ungaali David Dines Anike. Det var en følelsesladt gudstjeneste, med tårer af både sorg og glæde blandt deltagerne. Glæde over det nye lille barn, som giver håb for fremtiden, og sorg over de unge mænd som drengen efter grønlandsk tradition blev opkaldt efter. Ungaali blev konfirmeret af dig i 2007 og arbejdede som erhvervsfanger indtil han mistede livet på en fangsttur i 2018. David begik selvmord. Også Dines døde i en forholdsvis ung alder.

Nu er det eftermiddag og jeg er netop komme hjem fra dåbsfesten i skolens aula hvor det blev serveret grønlandske spesialiteter. Mange små barn var til stede, og deres livsglæde smitter. Livet går videre.

Det er flere grunde til at jeg spurte dig om du ville være modtager af mit brev. For det første tænkte jeg at det kunne være spændende at brevet fik lov til at vandre videre over den grønlandske indlandsis til netop dig. Jeg har stor respekt for dig som person og for den opgave du har påtaget dig i det grønlandske samfund. I mine øyne er du en stærk, selvstændig og moderne kvinde, som tør at tage ansvar og som tør at at udfordre autoriteter. Samtidig kender jeg dig som familiemenneske og mor til to dejlige og dygtige drenge, og som en positiv, sjov og kærlig person. Jeg glæder mig derfor allerede nu til at læse det brev som du kommer til at skrive til en anden kvinde i Norden.

En anden grund til at jeg ønskede at skrive til netop dig, er, at jeg har brug for at huske hvem jeg var, og hvor jeg kom fra, da vi først mødtes. Hvem var Ruth, den unge kvinde som ville skabe sig en tilværelse i Ittoqqortoormiit, et afsidesliggende lille samfund på nordøstkysten af Grønland? Jeg ønsker at genfinde mig selv i min egen historie og at genfinde og videreudviklie styrken til at stå alene.

Kikker jeg tilbage på vinteren 06/07 husker jeg mig selv som 27-årig, stadig lidt sjeneret og på nogen måder ret umoden for min alder. Samtidig havde jeg en pågangsmod og eventyrlyst som gjorde at jeg turde at rejse lagt væk fra mit hjemland og kaste mig ud i en fremmed kultur. Jeg forelskede mig i det frie liv man kan leve på fangstture med hundeslæde i den vilde østgrønlandske natur. Her skal man kunne forsvare sig mod isbjørne og overleve i voldsomme snestorme. Som du nok kan huske købte jeg nogen slædehunde ved min ankonst i december 2006. At køre hundeslæde er traditionelt mandens domæne, særlig her i Østgrønland. For mig blev det et symbol på frihed og livsglæde. At kunne rejse på fangstture, på jagt efter blandt andet sæl og moskusokse, at overnatte i fangsthus og telt og daglig at kunne forflytte sig omkring 30 til 50 kilometer over havis eller fastland – med et hundespand på 8-10 grønlandshunde – den drøm ville jeg da gøre til virkelighed.
Før jeg tager springet til nutiden og hvad det er sket i mit liv fornylig, vil jeg gå tilbage til begyndelsen. Såvid jeg huske har jeg aldrig fortalt dig ret meget om min opvækst. Det har jeg lyst til at gøre nu.

Jeg blev født i 1979 og voksede op i den tyske delstat Nordrhein-Westfahlen i Vesttyskland. Min far, Manfred, kom oprindelig fra Østtyskland, tæt på den nuværende polske grænse. Han flyttede til Sveits, inden muren mellen øst og vest blev bygget. I Sveits deltog han i nogen vækkelsesmøder af en pietistisk missionsorganisation og oplevede hvad man i disse kredse kalder en «omvendelse» til Gud, eller, at blive «født på ny». Han gik fuldt ind i sit nye kald og rejste derfor på et 3-årig skoleophold i Vesttyskland for at uddanne sig til prædikant. Derefter arbejdede han som fuldtidsprædikant i «Evangelische Gesellschaft für Deutschland», en form for tysk Indremission. Her mødte han min mor, Wilfriede, en passioneret og rejseglad kvinde som var vokst op på en gård i en meget «troende» familie, og som på det tidspunkt arbejdede i postvæsenet. Hun blev nu «prædikantfrue» og husmor.

At gå til gudstjenester, bibel – og bønnemøder mindst 3 gange om ugen, og at lytte til lange daglige andagter ved spisebordet, var noget jeg fik ind med modermælken. Det udgjorde både en tryg ramme og en stor begrænsning i mit liv, særlig fordi jeg var en pige. Jeg måtte ikke gå i bukser, som blev ansæt som mandetøj og var forbudt for kvinder, men kun i kjoler og nederdele. Sex før ekteskabet var strengt forbud. Livet var dybt alvorlig, og allerde som barn var jeg bange for at komme til helvedet, hvis jeg lige plutseligt skulle dø. Var jeg nu virkelig også blevet født på ny eller havde jeg blot indbildt mig at jeg havde omvendt mig til Gud?

I menigheden måtte kvinder ikke læse op eller prædike fra talerstolen i en blandet forsamling, men blot undervise andre kvinder eller børn. Kvindens plads skulle være i hjemmet, og jeg blev derfor opfordret til at tage en kort uddannelse i stedet for at gå på gymnasiet, fordi at man forventede at jeg skulle gifte mig og få børn i en forholdsvis ung alder. Det vil være spild af både tid og penge at læse på universitetet, da jeg alligevel skulle holde op med at arbejde, når jeg blev mor. Kvinden – altså jeg – skulle underordne mig min kommende ektemand, ja, enda adlyde ham, fordi at han ifølge bibelen (som menigheden fortolkede den) var familiens leder.

Jeg var en meget sjenert lille pige da jeg kom i skole, hvor jeg nærmest for første gang mødte børn som ikke tilhørte vores menighed. Jeg elskede at læse og skrev dagbog. Heldigvis fik jeg lov til at leje bøger i et offentlig bibliotek. Bøgernes verden blev et dyrebart frirom for mig. Uden fjernsyn og aviser i hjemmet var jeg ellers ret afskåret fra resten af samfundet. Trods alt gik jeg i en offentlig skole med hvad mine forældre kaldte «ikke troende» barn. Disse barn ville komme til helvedet, hvis de ikke omvendte sig og troede på Jesus, ligesom vi gjorde, fik jeg at vide.

Jeg valgte at udddanne mig til kontorassistent – en forholdsvis kort og praktisk uddannelse, efter mine forældres ønske – i det lokale kommunekontor. Derefter arbejdede jeg i skatteforvaltningen, hvor jeg bravt kedede mig ved skriveboret indtil jeg som 20-årig havde sparet nok penge sammen til at tage et stort spring – mod nord.

Min fars ungdom i Sveits havde påvirket familien i positiv retning. Næsten hver sommer havde vi rejst på ferie til Sveits, hvor vi boede i et hus langt op i bjergene og gik på fjeldture. Det var min barndoms lykkeland. En stor kærlighed til naturen voksede frem. Et møde med norsk natur som teenager slog benene væk under mig. Jeg var ikke længere i tvivl – jeg ville prøve at leve i Norge!
I 1999 rejste jeg derfor til Selbu i Sør-Trøndelag, som ligger i Midt-Norge, tæt på Trondheim, for at gå på folkehøjskole. Jeg havde selv sparet op for at kunne betale for opholdet. Jeg troede stadig på Gud, på lige fod med mine forældre og menigheden hjemme i Tyskland. Derfor gik jeg i nederdel – så vidt som mulig – lyttede ikke til popmusik og prøede at undgå at se fjernsyn, dans, og andre «verdslige» aktiviteter. Det lykkedes mig dog ikke altid at følge disse normer, og min lukkede verden begyndte derfor at åbne sig. Jeg mødte kloge og kærlige mennesker som tog imod mig med åbne arme og uden kritik eller spørgsmål. For første gang i mit liv følte jeg at jeg levede – virkelig levede – selv. Ikke igennem bibelen, bøger eller drømme, – men i virkeligheden. Jeg deltog i friluftsliv og hundekøring, sov i telt og under åben himmel og dannede tætte relationer til nogen af mine medelever. 7 år levede jeg i Norge, arbejdede, blev student og læste friluftsliv og circumpolare studier. Det var disse studier som senere bragte mig til Grønland og som jeg netop havde afsluttet da jeg flyttede ind hos dig og familien i præsteboligen i Ittoqqortoormiit. Troen på Gud fyldte stadig meget i min bevisthed, men jeg havde adopteret en mindre fundamentalistisk forståelse af bibelen.

Næsten 14 år af mit liv har jeg nu tilbragt her, ved mundingen af verdens største fjord, Scoresby Sund. Dengang jeg kom boede det omkring 550 mennesker i Ittoqqortoormiit, i dag er befolkningstallet faldet til cirka 350. Slædehunde er stadig en vigtig bestanddel af mit liv. Jeg er også stadig ansat som organist ved den Grønlandske kirke. Meget andet har dog forandret sig – og har forandret mig.

I 2008 kom en stor kærlighed ind i mit liv. Johan – bedst kendt som Ingkasi (hans kaldenavn) og mig var to utrolig forskellige mennesker med meget forskellige baggrund. Et par ting havde vi dog til fælles, og det var heldigvis de ting som betød mest for os. Kærligheden til naturen, fangstlivet og særlig hundeslædekørsel var vores fælles passion. Vi ville begge leve et enkelt liv uden de store fysiske værdier, med friheden til selv at bestemme hvordan dagen skulle se ud. Ingkasi var Østgrønlænder, født og opvoskt i Ittoqqortoormiit. Han og havde arbejdet på kontor, dog i mange flere år end mig, inden han som 40-årig besluttede sig til at udleve sin drøm om at blive fanger, eller erhvervsfanger, som man i Grønland kaller de mennesker som lever af fangst eller fiskeri. Da vi blev kærester i 2009 var han 51 og jeg 30 år gammel. Livet – vores fælles slæderejse – blev fantastisk, spænnende, til tider meget udfordrende og i samme grad ubeskrivelig værdifuldt.

Min familie i Tyskland protesterede højt imod vores forhold og mit valg om at forblive i Ittoqqortoormiit på ubestemt tid. Efter at have levet på en sky af forelskekse svevede vi da også, stille og rolig, ned på jorden igen, men kærligheden varede ved. Vi havde mange kampe, både med os selv og hinanden, inden vi turde at sige et helhjertet «ja» til livet sammen, og lærte at respektere hinandens forskelligheder. Et liv hvor vi kom hinanden ved, både på godt og ondt. Et liv som forandrede mig. Et liv som jeg for altid er taknemmlig for.

I dag er Ingkasis plads ved bordet tomt. Den 19. februar i år kørte han på en fangsttur til iskanten i Hurry Fjord, alene, kun sammen med sine slædehunde. Han kom aldrig tilbage til mig. Hans krop blev bragt tilbage, og senere begravet på den gamle kirkegård, en smuk dag i marts. Men Ingkasi var væk. Den person jeg elsker, min mand, er forsvundet. Da jeg sat og græd ved siden af hans frosne og livløse krop, mødte jeg døden. Et møde som har forandret mit liv, for altid.

Jeg kan ikke få at vide hvad det sket med ham derude, fordi at han døde alene. Alene, i den store, vilde grønlandske natur. Alt tyder dog på at døden kom plutselig og måske uden varsel. Hvad jeg dog ved er at han elskede at være på fangst. Og at han elskede mig. Vores fælles slæderejse er forbi. Jeg savner Ingkasi ubeskrivelig meget, og lærer nu hvad det betyder at tage en dag om gangen, eller en time om gangen, indiblandt. Hvad jeg også har opdaget er at den eneste person som altid vil være til stede i mit liv er mig selv. Alt og alle omkring mig kan jeg værdsætte og elske, men også miste – når som helst. Jeg vil elske mig selv og stole på mig selv.

Min barndoms verden forekommer mig nærmest som en drøm, nu, 20 år efter at jeg forlod den. Et telefonopkald til Tyskland en gang om ugen og årlige besøg hos familien overbeviser mig dog om det modsatte. De gamle verdier og det stærk begrænsende syn på kvinders plads i samfundet er stadig lige så levende som den gang jeg var en lille pige. Min famile bruger af religiøse grunde ikke internettet, vi kan derfor kun holde kontakt via telefon eller brevpost.

99,9 % af tiden er jeg ikke længere bange for at komme til helvedet. Jeg kan og vil ikke tro på en Gud som fordømmer og straffer store deler af menneskeheden for evigt. Døden er kommet nær og er blevet til en realitet i mit liv. En ny forståelse af liv og død er ved at vokse frem i mig, som jeg dog stadig har svært ved at sætte ord på.

Nogen spørger mig: «Hvad vil du gøre med dit liv, nu?» Det ved jeg simpelheden ikke. Og det er okay. Jeg har stadig mig selv. Jeg har kærlige mennesker og livsglade slædehunde omkring mig. Og jeg ved stadig noget om hvordan jeg vil leve:

«When it`s over, I want to say: all my life
I was a bride married to amazement.
I was the bridegroom, taking the world into my arms.» *

Jeg er utrolig taknemmlig for at verden åbnede sig for mig i Norge, og senere i Grønland. En verden som jeg – langsomt men sikkert – tog imod. En verden uden begrænsninger. En verden som du, Paneeraq, er en del af! Tak for det.

Dagitsauu!

Med kærlig hilsen,
Ruth

* fra digtet «WHEN DEATH COMES» af Mary Oliver

Letter from Lene Zachariassen to Ruth Aaqqii

Kjære Ruth

Det er blitt en stund siden sist, og mange ting har hendt, jeg sitter her med min kopp kaffe og ser ut over fjorden og fjellene, og jeg tenker på deg som kanskje sitter akkurat nå og ser ut over din fjord og dine fjell, imens du hører dine lyder fra din lille by der langt langt vekk mot Nordvest.

I dag vil jeg fortelle litt om meg selv. Du har jo vært her på besøk, men jeg vil likevel fortelle litt.  Mitt hjem er i en gammel sildefabrikk som jeg kaller Sildeslottet, i mine øyne et vakkert, gammelt, forlatt bygg, rundt meg har jeg hav på to sider og et tjern på en side, en liten del forankrer seg til fastlandet, og her ligger en liten forlatt landsby fra sildeårene. Silden kom hit i 1937 og forlot fjorden i 1964. I dag er plassen mer som feriested for slektninger til de som engang bodde her, og turismen har tatt tak her som andre steder. Øynene hviler på havet, på fjellene, på hvalene og fuglene, ørene leker med lydene fra alle disse elementer. Denne vakre stillhet gir energi og en ro på samme tid.

Mitt liv her som garver består mest av «døden» eller «å gi liv tilbake» til det som har sluttet å puste, det som har sluttet å vokse, det som i dag ofte blir forlatt som avfall… Jeg arbeider med skinn, huder og dyrehår, og andre naturmaterialer.

Det hele begynte med et geiteskinn for mange år siden, jeg drømte om å spinne geiteull, og i gave fikk jeg noen skinn som jeg raket ullen av på samme måte som de gamle menn gjorde da de skulle gjøre saueskinn klare for skosøm, med en lang, liten, skarp kniv. Skinnet ble lagt på låret og kniven raket av de dyrebare hårene som jeg lengtet etter å spinne. Drømmen gikk i oppfyllelse, men en annen drøm tok form, hva kan jeg gjøre med skinnene? Det var begynnelsen, der jeg satt i en trapp med våte, rå skinn og en haug med geiteull.

Dette var tiden før Google, og alt måtte prøves ut og feiles, og samtaler med eldre mennesker var utrolig lærerikt. Garving var ikke vanlig her på Island etter middelalderen. Skinnene ble tørket og gnidd myke eller brukt stive til sko, ullen ble alltid raket av og brukt til plagg. Noen skinn ble smurt in med tran for å lage sjøklær, som er en form for fettgarving, disse plagg ble vanntette, men luktet sterkt.

Veien var lang, men lærerik – etter hvert fikk jeg garveviruset. Tradisjonelle metoder fra nordiske land, fra indianere og litt fra Afrika, noe fra nåtiden og noe fra fortiden, alle steder finnes lærdom. Men mitt beste verktøy er tiden og prosessen, det er der alt foregår.  Av skinnene syr jeg skinnfeller og vesker og annet, om jeg avhårer skinnene, brukes hårene av de forskjellige dyr i garn. Jeg har satt min elsk blant annet på å arbeide med hestehår som blir en kontrast til det tunge garvearbeid. Hestehårene er stolte med farger og spenst og kan brukes til sterke reip eller vakre smykker der hårene ett og ett har sin plass.

I dag driver jeg et lite garveri / håndtverksted her på Sildeslottet. Og så holder jeg en del kurs i skinnberedning og hestehårsarbeider og annet. Skinnene høster jeg hos bønder som slakter hjemme her i nærmiljøet, seler som drukner i fiskenettene, mus som kattene gir meg i gave og fisker som havner på mitt bord. Hår blir brukt i garn fra katt, hund, rev, reinsdyr, hest og andre dyr som legger hårene igjen hos meg: Mus, kanin, mink, rev, sau, geit, reinsdyr, ku og hest, dermed er våre landdyr opptalt. Noen jegere og bønder sender skinn hit til garving og beredning. Jeg har også hatt den æren å motta skinn fra din by, Ruth, som dere har fanget, både moskusokse og noen isbjørner, og der begynner vår historie om et vennskap å ta form.

Min fjerde reise til det etterlengtede landet og den byen som en del av mitt hjerte ble igjen i etter mitt første besøk – Grønland og byen Ittoqqortoormiit. Jeg reiste for å holde et spinnekurs i byen og skulle være der i to uker.

Det var oktober og dagene begynte raskt å bli kortere. Jeg fikk bo på Guesthouse, og kvelden som jeg ankom, fikk jeg fire moskusokseskinn inn i huset som skulle tines opp og bli klare til avhåring. Kurset ble holdt i et lokale der kvinnene i byen ofte møtes for syklubb og andre sammenkomster. Jeg var veldig spent på om noen overhodet ville møte opp på kurset, og hvordan det ville gå på en språklig måte der jeg snakker norsk og ikke dansk. Det var mange kvinner som møtte opp den første dagen, noen kom igjen de neste dager, andre ikke. Et av ansiktene var et stort lyst smil, og det var deg, Ruth.

Gjennom disse to uker ble vi bedre kjent og det var så spennende å høre om livet, om fangst turene om hvordan det er å være innflytter på et lite sted som Ittoqqortoormiit der livet er veldig annerledes en andre steder i Norden. Jeg beundrer din person, din styrke og din innsikt i livet, hvordan du lærer deg å tilpasse og gi fra deg, hvordan du lærer også å ta vare på din fantastiske person i ditt indre. Du og dere åpnet deres hjem for meg, vi spiste mattak og moskusokse sammen, dere hadde fått låne en ekstra stol til meg, jeg fikk høre historier og mine ører ble større og større, og jeg er dypt takknemlig.

Du har de siste årene kommet hit til Island på besøk på din reise videre og vært noen dager. For meg er det stort å se ditt ansikt lyse og føle din opplevelse hvordan det er å plutselig komme til «vår verden» der det finnes alle de ting du kjenner fra din barndom, men daglig er de så langt vekk. Og se din glede da «heitapottur» ved sjøen frisker kropp og sjel. Sammen har vi garvet noen skinn og spunnet noe ull både moskus og sau og spist god mat og snakket sammen mange gode samtaler og dine fortellinger om ditt liv er jeg takknemlig for å få høre.

Selv er jeg også innflytter til Island, jeg kom hit som ung og var bonde i mange år, kuer, sauer, hester og alt som følger det å bo på landet. Språket og kulturen var ukjent og mange kilometer til nærmeste gård. Nysgjerrighet på livet og mulighetene og friheten ved å bo på landet gav meg muligheter til å velge mine veier.

Jeg kommer fra Norge nærmere sagt Vear som ligger utenfor Tønsberg i Vestfold. Da jeg var liten flyttet familien til Liberia, som ligger i Vest-Afrika, og der bodde vi til jeg var 12 år. Familien reiste tilbake til Norge, og jeg fant liksom ikke mine rötter i Norge, senere jeg fant mitt Afrika på Island.

Lenge følte jeg meg rotløs og misunte andre som hadde sterke røtter. En dag da jeg på en åndelig reise oppdaget at mine røtter rant ut i havet som liten, ved Afrikas strender, og kunne reise med havet, gli opp på stranden og finne igjen mine bare føtter og gli inn i min sjel, det var som en befrielse.

Jeg har selv valgt å leve mitt liv som jeg gjør og følger ikke helt tiden eller reglene etter A4-systemet. Vi har bare dette ene liv av gangen, og vi skal leve det som vi mener vi bør gjøre, være i prosessen i det vi gjør, være i nuet ta samtalen med oss selv og tro på det vi gjør. Skape nye minner og gå videre inn i fremtiden. Og fremfor alt huske at jeg er selv min aller beste venn.

Kjære Ruth, din vinter har vært vanskelig og mine tanker har ofte vært hos deg. Jeg håper av hele mitt hjerte at du kommer hit i august som planlagt, at reiseforbudet blir lagt av og at vi kan gjøre mange hyggelige ting sammen.

Ta vare på deg og dine, mange varme tanker

Kær kveðja

Lene

 

 

Letter from Josefina Morell to Lene Zachariassen

Sæl Lene

Við þekkjumst aðeins, síðan að við Johanna vinkona tókum þátt í handverks-sýningunni á Hrafnagili sumarið 2018. Það var æðislegt að fá að koma í sútunarverksmiðjuna þína á Hjalteyri & sjá það sem þú ert að vinna við, & drekka kaffi í sólinnni.

Nú ætla ég að segja aðeins frá mér:

Ég heiti Josefina Magareta Sanchez Morell. Ég fæddist í Örebro 1975. Mamma mín er sænsk & vann alla sína starfsævi sem sjúkraþjálfari, hún er frá Kiruna & pabbi minn er spænskur trillukarl frá Fuengirola. Ég ólst upp í Svíþjóð, en við fluttum nokkuð oft og hef ég búið viða. Eftir grunnskóla fór ég í matreiðslunám í Uppsala í 1.5ár áður en ég fór í bændaskóla nálægt Örebro í 3ár. Eftir það vann ég við að hugsa um & mjólka kýr í 2 ár áður en ég ákvað að drífa mig til Íslands til að vinna við tamningar á hestum árið 1998. Ég hef alltaf haft mikinn áhuga á list & handverki & það er eitthvað um listamenn & tónlistarmenn í minni ætt, þannig að ég hef alltaf verið að stunda allskonar handverk samhlíiða vinnunni minni. Á Íslandi vann ég við tamningar á nokkrum bæjum í um 8 vetur held ég, en ég fór aftur til Svíþjóðar einn vetur til að stunda nám í hefðbundnu norrænu tréhandverki í lyðháskólanum í Vindeln, nálægt Umeå í Västerbotten.

Árið 2006 keypti ég & sambýlismaðurinn minn jörðina Giljar í Borgarbyggð, & hér rekum við sauðfjár- og hestabú. Ég vinn við skólaakstur og myndlist á veturnar & ég hef rekið litla hestaleigu á sumrin sl 7 ár. Ég reyni að nota eins mikið af okkar eigin afurðum og ég get í mínu handverki, og spinn ég nokkuð mikið af ull og sýð hausa í heitum hver hérna nálægt. Ég bý til olíumálningu úr grjóti úr ám á svæðinu & pensla úr hrosshárum.

Á Íslandi hefur verið gott að búa, og ekkert atvinnuleysi hingað til. Ég kann líka vel við mig hér í svona stórkostlegri & hreinni náttúru. Markmið mín fyrir framtíðina eru að skoða meira af landinu & þróa handverk & list mína enn frekar.

Kær kveðja frá Jósefínu

Letter from Frida Keisu to Josefina Morell

Hej Josefina Morell,

Jag tänkte att jag ska börja mitt brev med en liten presentation av mig själv. Jag heter Frida Keisu. Jag är från Tornedalen som ligger vid den finska gränsen, det gör att jag tillhör en av Sveriges minoriteter. Jag tillhör egentligen två minoriteter då jag även har samiskt blod i mig men jag tänkte att jag ska fokusera på den tornedalska sidan av mig i det här brevet. Vi har en del vanor och traditioner som kan skilja sig från resten av Sverige, jag tänkte att jag ska upplysa dig lite om några här:

  1. I Tornedalen talas det svenska och meänkieli, meänkieli betyder vårt språk och är en finska som innehåller svenska ord och lite felaktig finsk grammatik, så skulle jag förklara det i alla fall. Jag själv är ingen fena på meänkieli, jag kan exempelvis förstå lite grann när mina äldre släktingar berättar en rolig historia på meänkieli. Jag förstår då att historian handlar om fiske, men jag kan inte förstå slutklämmen på skämtet. Nästan hela min släkt pratar meänkieli men mina föräldrar använde språket mest när de inte ville att jag eller min syster skulle förstå under vår barndom. Varför min meänkieli är dålig beror nog också mycket på försvenskningen av Tornedalen, man fick inte prata meänkieli i skolorna på 50/60-talet då det ansågs vara dåligt för det svenska språket, det var viktigt att stoppa förfinskningen av Sverige då. Tror att detta satte sina spår i mina äldre släktingar då många i min ålder inte pratar meänkieli idag.

 

  1. Vi bastar väldigt mycket, det är någonting som jag märkte var annorlunda när jag flyttade hemifrån och bosatte mig i Umeå när jag var 18 år. Jag letade febrilt efter bastun i studenthuset jag bodde i, jag hade aldrig tänkt på att man kan bygga ett lägenhetshus utan att ha en bastu i källaren! Helknasigt tyckte jag. Hemma bastade vi flera gånger i veckan, det är inte ovanligare än att ta en dusch. Vi har filmer på oss barn när vi är små bebisar och sitter högst upp på laven i bastun, träningen till att bli bra på att bada bastu började tidigt. Jag känner ingen i Tornedalen som inte har en bastu, själv är jag uppvuxen med en i huset och tre stycken på min mormors gård, en inne i huset, en på gården och en vid älven.

 

  1. Dopp i kopp, denna utsökta tornedalska sommarrätt. Billigt är det också! Vill du göra din egna dopp i kopp behöver du odla egen potatis, helst mandelpotatis som växer i tornedalsk jord (förstår att det är svårt att följa för din del). Sedan behöver du smör och gul lök. Koka potatisen, spara lite av kokvattnet. Smält sedan mycket smör i en kastrull tillsammans med skivad lök, tillsätt lite kokvatten från potatisen. Nu lägger du upp potatisen på en tallrik och häller smörlöksåsen i en liten kaffekopp som du också placerar på tallriken, klart! Nu är det bara att ta en liten potatis i taget och doppa i smöret. Bon appétit! Och ja, detta är en varmrätt som man kan äta till middag, men det är inte så ovanligt att man lägger till lite rökt abborre då, det är inget krav däremot!

 

  1. Ett annat tornedalskt recept som jag kan skryta om är torrköttsvälling, det kanske är av lite mer samiskt påbrå men det är i alla fall någonting jag är uppvuxen med som en vanlig svensson inte äter till vardags. Torrköttsvälling bjöd mina föräldrar min sambo på när han för första gången besökte Tornedalen och jag kan säga dig att det blev succé, i alla fall på låtsas då han åt artigt och senare berättade att det räckte så, han behövde inte återuppleva det. Det är i alla fall torkat, saltat renkött som du skär ner i små bitar i en väldigt lös risgrynsgröt, det är även kokt potatis i. Mums säger jag!

 

  1. Nu tycker jag att det börjar räcka med information om hur det är att vara tornedaling. En sista sak jag kan lägga till är kärleken och närheten till naturen, vi har alltid varit ute i skog och mark vilket syns helt säkert i min konst idag. Mina föräldrar är uppvuxna i små byar, Pyhäjärvi (en invånare = min farbror) och Pello (160 invånare), vilket har lett till att naturupplevelser alltid kommit naturligt i min barndom genom svamp- och bärplockning, fiske, skidturer, jakt och skogsvandringar. Jag är fortfarande i naturen varje dag och det är min största inspirationskälla i mitt måleri helt klart.

 

Du och jag Josefina har aldrig träffats, jag vet inte hur din röst låter eller vad dina familjemedlemmar heter. Hur det kommer sig att jag ville skriva ett brev till just dig trots min stora okunskap kring din person beror på våra gemensamma intressen, för det vet jag att vi har genom instagram. Tänk vad roligt det är att man idag kan hitta likasinnade så enkelt! Jag har följt din sida under en tid och kan se din stora passion kring dina hästar och din gård. Jag rider själv regelbundet och älskar tiden i stallet, det är verkligen rekreation på hög nivå! Alla bekymmer försvinner när man kommer in i stallet. Jag tror att alla skulle må bättre ifall de spenderade mer tid tillsammans med djur. I framtiden hoppas jag kunna ha mina egna hästar, det vore fantastiskt. Idag får det räcka med en hund och ridskolan.

Jag har även sett att du målar och det gör ju även jag. Jag har byggt hela mitt liv kring mitt intresse för konst. Idag jobbar jag på universitetet här i Luleå som bildlärare samtidigt som jag säljer mina egna målningar i mitt egna företag, ArtKeisu. Det konstnärliga hantverket, kreativiteten och längtan till att skapa har varit en viktig del i min familjs liv så länge jag kan minnas. I min släkt hittar vi finsnickare, mattväverskor, samiska slöjdare och sömmerskor, så man kan lugnt säga att jag alltid har blivit uppmuntrad till att skapa under hela min uppväxt.

Att måla är mitt sätt att bearbeta min omvärld, processen blir för mig ett meditativt tillstånd dit jag kan försvinna i flera timmar. Strävan efter att nå fram till en viss känsla i mitt färdiga resultat känner jag väldigt starkt, vägen dit är aldrig lätt och mina känslor växlar alltid mellan att känna mig otillräcklig till att senare känna mig väldigt nöjd, inte alltid i den ordningen heller. Du kanske kan känna igen dig i detta? Du som också målar. Trots dessa ångestfyllda ögonblick som skapandet kantats av skulle jag inte kunna tänka mig ett liv utan det. Längtan till mitt måleri är stark och kommer nog alltid finnas med mig, hoppas jag.

Jag besökte Island för 3 år sedan tillsammans med min sambo, vi red i två dagar utanför Selfoss och det var helt fantastiskt. Min sambo friade till och med under den resan! Vi hade vår tio-årsdag som par då så han tyckte väl att det var dags. Det måste verkligen vara underbart att bo på Island. Jag åker gärna tillbaka någon dag, då kanske vi kan träffas till och med. Det vore trevligt!

Kram från Norrbotten!!

/Frida

 

Letter from Henni Kitti to Frida Keisu

7.2.2020 Turku

Hei Frida,

Aluksi, kiitos että lähdit tähän kirjoitusprojektiin mukaan. Kun sain itse kutsun ja aloin miettiä kenet suomea ymmärtävän mutta toisella kielellä kirjoittavan pyytäisin mukaan, tulit mieleeni vaikka olemme tavanneet vain kerran, vuosia sitten. Ajattelin että haluan ulottaa Oslosta alkunsa saaneen kirjeiden ketjun pohjoiseen. Kuten tiedät olen kotoisin pohjois-Suomesta, mutta olen asunut jo viisitoista vuotta etelässä, Helsingissä ja Turussa. Käyn usein vanhempieni luona Tornionlaaksossa, kaipaan pohjoista ja ajattelen sitä, joten tuntuu hyvältä että luet tämän kirjeen ja kirjoitat omasi siellä.

Haluaisin kysyä monia asioita. Millaista siellä on asua? Itse asiassa tuo kysymys taitaa jo sisältää kaiken. Sen jälkeen kun muutin etelään, olen viettänyt pohjoisessa pitkiäkin aikoja mutta en ole asunut siellä yhtäjaksoisesti. Silloin tällöin mietin muuttamista. Kävin Pellossa viimeksi jouluna: istuin pari viikkoa sohvalla ja kirjoitin romaanikäsikirjoitusta, joka minulla on ollut kesken jo vuosia. En vieläkään tiedä saanko sitä koskaan valmiiksi, mutta se on ollut osa elämääni pitkään, ja myös se on ollut tapa lähentyä pohjoista: sain idean käsikirjoitukseen Kittisvaaralla, joka on yksi Tornionjokea reunustavista pienistä vaaroista ja sijaitsee aivan lapsuudenkotini vieressä. Kuljen siellä usein koiran kanssa ollessani käymässä. Osa tekstin tapahtumista myös sijoittuu Kittisvaaralle ja jokilaaksoon, johon avautuu vaaralta pitkiä näkymiä.

Pohjoinen on lähtökohta monille teoksilleni, ja kun teoksella on yhteys pohjoiseen, tiedän että se tulee kantamaan; että tulen pysymään kiinnostuneena ja jaksan paneutua aiheeseen loputtomiin, sillä pohjoisen merkitys minulle on kyseenalaistamaton.

Kirjoitan ranskalaisesta retkikunnasta, joka vuosina 1736– 37 kävi Tornionjokilaaksossa mittaamassa yhden leveysasteen pituuden. He kulkivat Tornion ja Pellon välisellä alueella, kartoittivat sen kolmiomittausta käyttäen ja määrittivät tähtitieteellisillä havainnoilla taivaalta asteen, jonka sitten mittasivat maata myöten.

Kiinnostuin retkikunnasta sekä tarinoista ja historiankirjoituksesta jonka he jättivät jälkeensä, sillä halusin ymmärtää millaisten tieteenhistoriallisten tapahtumien paikaksi minulle niin tuttu syrjäinen alue oli valikoitunut. On ollut mielenkiintoista kartoittaa historiaan kertyneitä jälkiä kotiseudustani ja oppia ymmärtämään millaiset myytit, harhakäsitykset, sattumat ja toisaalta myös todelliset maantieteelliset erityispiirteet johtivat siihen, että retkikunta tuli juuri Tornionlaaksoon, ja toisaalta mitä siitä seurasi myöhemmin historiassa, tähän päivään asti.

 

Tässä muutama pohjoinen fakta, jotka ovat erityisesti jääneet mieleeni prosessin varrelta:

– 1600-luvulla uppsalalainen professori Olof Rudbeck kirjoitti Atlantica-teoksessaan, että Nooan pojanpoika vei Baabelin tornin sorruttua, kieltenhajaannuksen myötä heprealaisen heimonsa Venäjän jokia pitkin Kemin Lappiin
– kun maapallon magneettikenttiä ei vielä tunnettu, ajateltiin että Pohjoisnavalla sijaitsee magneettinen vuori joka saa kompassin neulan osoittamaan pohjoiseen
– kilpaillessaan ranskalaisten kanssa Ruotsin kuningas Kaarle XII yritti omalla tavallaan perustella Aurinkokuninkaan tittelin kuuluvan hänelle, sillä hänen maansa pohjoisilla alueilla oli seutuja, joilla aurinko ei laskenut kesäisin lainkaan
– revontulten ajateltiin olevan mm. heijastumaa pohjoisella Jäämerellä uivan valaan kyljestä

 

Onkohan retkikunnan tarina Ruotsissa tunnettu? Suomessa kukaan jolle olen puhunut asiasta ei ole tuntenut sitä ennakkoon. Tapahtumien aikaanhan Suomi oli osa Ruotsia, ja retkikunnassa oli myös yksi ruotsalaisjäsen, Anders Celsius. Tornionlaaksossa astemittauksesta tiedetään jonkin verran, mutta kyseessä oli aikanaan tärkeä tieteellinen hanke, joka yritti ratkaista mittauksin Isaac Newtonin teoreettisesti todistaman kysymyksen maapallon muodosta, joten on erikoista että he ovat jääneet niin tuntemattomiksi. Olen lukenut, että tämä – nämä, sillä retkikuntia oli kaksi, toinen mahdollisimman pohjoisessa, toinen taas lähellä päiväntasaajaa – olivat ensimmäiset retkikunnat, joiden tarkoituksena ei ollut valloittaa uusia alueita vaan ainoastaan todistaa tieteellinen kysymys.
Ehkä sen vuoksi ne ovat jääneet vähemmän tunnetuiksi.

Kirjoittaessani olen joutunut huomaamaan, että tarinani on hyvin miehinen. Joitain naisia on silti löytynyt, myös muutamia joilla oli merkittäviä tieteellisiä saavutuksia. Émilie du Châtelet ranskansi Newtonin teoksen Principia Mathematica, ja hänen käännöksensä on edelleen käytössä. Bolognalainen Laura Bassi opetti Newtonin mekaniikkaa ja oli historian toinen tohtorinarvon saanut nainen.

Monet vaimot, siskot ja siskontyttäret osallistuivat merkittävässä virassa olevan miespuolisen sukulaisen työhön saamatta virallista tunnustusta.

Näihin naisiin törmäsin Euroopan mantereella, mutta pohjoisen naisten kertomukset olivat erilaisia. Ajattelinkin kertoa sinulle tässä sellaisen osasen tarinaa, jota en tule käsikirjoituksessani käyttämään, sillä oma tekstini päättyy ennen näitä tapahtumia. Olen kuitenkin törmännyt tähän monta kertaa tehdessäni taustatutkimusta, ja se on kiinnostava haara historiassa: Retkikunta vietti talven Torniossa, ja osa heistä majoittui raatimies Jacob Planströmin luona. He tutustuivat Planströmin tyttäriin Christineen ja Elisabethiin, ja jotkut retkikunnan jäsenet, luultavimmin johtaja Pierre Louis Moreau de Maupertuis sekä matemaatikko Alexis Clairaut, myös seurustelivat heidän kanssaan. De Maupertuis lupaili ilmeisesti jopa avioliittoa, ja siskokset lähtivät retkikuntalaisten paluun jälkeen heidän perässään Pariisiin. Wikipedia sanoo: ”Planströmin sisarukset ovat ensimmäisiä suomalaisnaisia, jotka historiankirjoitus muistaa heidän oman toimintansa kautta eikä esimerkiksi tunnettujen aviomiestensä puolisoina. Sisarukset tunnetaan edelleen Ranskassa nimellä ‘les Lapones’ eli ‘lappilaiset’.”

Sisarusten saapuminen aiheutti kohun Pariisin seurapiireissä. De Maupertuis pakeni äitinsä luo Bretagneen, vaikka oli siihen asti mielellään levitellyt eksoottisia tarinoita suhteistaan pohjoisen naisiin, maalauttanut itsestään muotokuvan lapinpuvussa ja kutsunut itseään ”maailman onnellisimmaksi lappalaiseksi”. Kuningas Ludvig XV pahastui liittolaisensa Ruotsin kansalaisten huonosta kohtelusta. Tapaus oli kiusallinen myös katoliselle kirkolle, sillä retkikuntaa oli rahoittanut pääministerinä toiminut entinen kardinaali André Hercule de Fleury. Hän ei voinut auttaa Planströmin sisaruksia, koska nämä olivat protestantteja. Voltaire, joka aiemmin oli ollut de Maupertuis’n ystävä, teki välien huononnuttua pilkkaa asiasta, kirjoitti siitä runoja ja aloitti kolehdin keräämisen siskosten hyväksi. Ongelma ratkesi, kun Christine ja Elisabeth kääntyivät katolisiksi ja saivat näin kuninkaalta ulkomaalaisille käännynnäisille maksettavaa elinkorkoa. Tämä puolestaan suututti Ruotsin Pariisin-lähettilään, koska katolisuuteen kääntymistä pidettiin luterilaisessa Ruotsissa lähes maanpetturuutena.

Sisarukset jäivät Ranskaan. D’Aiguillonin herttuatar otti heidät vastuulleen ja lähetti Christinen Notre-Dame-du-Trésorin luostariin Normandiaan, missä hän vietti loppuelämänsä. Elisabeth taas asui aluksi herttuattaren luona tämän seuraneitinä, mutta oli aikeissa palata Tornioon vuonna 1742. Hän ehti Rouenin satamaan asti, mutta tapasi siellä markiisi Potier de Pelletot’n ja avioitui tämän kanssa muutamaa vuotta myöhemmin. Markiisi paljastui kuitenkin huijariksi, liitto oli onneton ja avioero-oikeudenkäynnistä syntyi uusi skandaali. Elisabeth oli kaksi vuotta tutkintavankeudessa syytettynä aviorikoksesta, mutta palvelusväen todistettua hänen puolestaan juttu päättyi hänen voittoonsa, ja markiisi de Pelletot määrättiin maksamaan Elisabethille elatusta. Myöhemmin Elisabeth asui parikymmentä vuotta pariisilaisessa luostarissa ja vietti vaatimatonta elämää.

Kirjoittaessani mietin väistämättä, mihin olisin itse asettunut 1700-luvun alussa. Ainoat retkikuntalaisten matkapäiväkirjoissa mainitut pellolaisnaiset olivat poroja paimentavat saamelaistytöt. On arveltu, että Planströmin sisarukset olisivat olleet ensimmäiset Pariisiin koskaan saapuneet suomalaisnaiset. Mietin heitä silloin tällöin matkustaessani itse. Oikeastaan en halua samastua heihin; haluan samastua niihin harvoihin tieteessä menestyneisiin naisiin (ja kaikkiin niihin miehiin), joita historiaan on jäänyt. Vaikka, sittenkin, tulen samastuneeksi juuri pohjoisuuden vuoksi. Se on outoa – jos olisin syntynyt muutaman sata kilometriä etelämpänä samastuisin varmaan aivan muihin ihmisiin. Miksi minulla pitäisi olla jotain yhteistä heidän kanssaan vain koska olemme samalta seudulta? Onhan aika muuttunut: minulla on vaihtoehtoja joita heillä ei ollut, minulla on valistustiedemiehen vaihtoehdot, melkein, taiteilijaresidenssit ja aikaa keskittyä omiin mielenkiinnonkohteisiin. Toisaalta, olihan heilläkin, heillä oli porvari-isä ja he pystyivät matkustamaan Pariisiin toisin kuin moni muu.

Jään miettimään näitä kysymyksiä. Kirjoittamiseni on juuri nyt tauolla. Keskityn maalaamiseen ja piirtämiseen, annan tekstin hautoa ja palaan sen pariin ehkä muutaman viikon kuluttua. Voi olla että tämä kirje tulee vaikuttamaan siihen jotenkin, sillä usein asiat joita kerron käsikirjoituksesta toisille tai kirjoitan apurahahakemusten työsuunnitelmiin kirjoittuvat myöhemmin osaksi sitä.

 

Toivottavasti sinulle kuuluu hyvää ja Luleån talvi on kylmä ja luminen,

t: Henni

Letter from Laima Nomeikaite to Henni Kitti

Hei Henni Kitti,

Jeg har en god nyhet, min kjæreste og jeg er gravide, en liten jente er på vei ut i den store verden.  Min kjæreste ser ut som en søt ballong. Når jeg ser på henne, dukker det opp i mitt hode en sang av Arne Bendiksen «Jeg vil ha en blå ballong» 😊:

Jeg vil ha en stor ballong,

En som der er fin ballong.

En med hatt og nese på,

Og den skal være blå.

Den skal være flott og dyr,

Nesten som et eventyr,

Flyve som et riktig fly

Og stige høyt i sky.

 

Hvordan går det med deg?

Det var så fint denne gangen i Turku, med alle de fine mennesker på kvinnefestivalen ‘Kvinnebevegelsen gjennom flere tusen år’.  Jeg husker tydelig din opplesning og tolkning av Arnfred’s og Syberg’s bok, Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen (GMT). Teksten din var så sterk og rørende. Dine tankeganger bringer assosiasjoner til Itonje’s Søimer Guttormsen film ‘Burning Man’ og filmens relasjoner til feminisme.

Jeg har vært sammen med min kjæreste på en av Itonjes filmopptakelser.  Vi var cirka 40 kvinner i 40 års-alderen i en leilighet på Kampen. Vi satt rundt omkring i stua og hørte på et kvinnelig kor som sang om Lilith. Jeg visste ingenting om den mytologiske figur Lilith før Itonje fortalte meg om henne. Det viste seg at det ikke var Eva og Adam den første mannen og den første kvinnen som Gud skapte, men det var Lilith og Adam. I motsetning til Eva som ble skapt etter Adam av et av hans ribben, ble både Adam og Lilith skapt av jord og de skulle være likeverdige og perfekte. Lilith ville ha en likeverdig rolle. Hun nektet å underkaste seg Adam. Konsekvensen av dette førte til at Gud kastet henne ut av Edens hage for å hindre at hun ble en trussel for andre kvinner, paradiset og mannens verden. Den store MAN-GUD har kastet ut den andre kvinnen som skulle være like så likeverdig og perfekt som DEM.

‘Burning Man’ vekker i meg en intern konflikt, mangel av språk, vanskeligheten å kommunisere. Jeg er oppsplittet mellom ulike språk, en blanding av litauisk, norsk, dansk, russisk, engelsk og spansk, men jeg kan ingen av dem. Mitt norske og engelske er full av grammatiske feil, jeg kan kun skrive på spansk Yo soy Laima, mi nombre es Laima, Que tal? Jeg er lost i translation i Danmark og fanger bare noen setninger. Mitt keybord har ingen bokstaver på mitt morsmål litauisk, jeg skriver med mange grammatiske feil. Jeg har ingen språk, hvor er mitt språk? Språk er jo som vann og brød, det grunnleggende element til å overleve. Hvor er det språket som kan binde sammen vest og øst, Adam og Lilith, meg og min ukjente far, meg og min søster. Kan jeg brenne den dysleksien, som skaper de hindringer for å ha et likeverdigt og perfektt språk?

’Burning Man’ minner meg om Medea, Hedda Gabler og Electra som ble kastet ut av Edens hage av sine skapere. ’Burning Man’ minner meg om de mannlige forfattere som skaper dem og dreper dem som en kilde til inspirasjon, ereksjon og videre skapning:

 

your look

Come to me my first blooming magic

So exited you are when you enter new doors with Starman walk,

So real you are when you dress with transvestite cloths

And search for a woman in his masculinity

You fit so well to the Electra performance,

Gazing each possible soul to cross your rounded apples

And i know you wont stop it until you will find his planet

So strong, so strong…but your look turns always to a dress

Unfortunatly you are smashed from his hips like Desdemona

Finally falling for a wrong body,

But your look, your look…

 

Et kvinnelig kor synger en sorgssang for Lilith, men også for oss forlat i mannens verden, i ensomhet, sorg og glemsel. ’Burning Man’ er å brenne ulikheter, å brenne Evas og Adams historie, å brenne sorg og lengsel, å brenne krig, å brenne kapitalisme, å brenne sykdom, å brenne ondskap, å brenne minner, å brenne ulikheter, å brenne og å brenne den Mannen.

 

Barnet sparker i magen og sangen spiller i mitt hode, Jeg vil ha en blå ballong …

Klem og kyss,

L.

 

 

 

Letter from Kirstine Reffstrup to Laima Nomeikaite

15. januar 2020

Kære Laima,

 

I forrige brev skrev Hild til mig om begyndelser. Begyndelser: æggeskallernes kalk under neglene, spyt, sekret, gul blomme.

  

Vores kommende barn talte til mig gennem et æg som blev slået mod panden og den gule blomme formede et hjerte, det var næsten et helt perfekt hjerte på stegepandens gråglitrende titanium. Jeg stod ved køkkenbordet overrasket og vantro. Var det et tegn? Et kærlighedsbudskab? Og fra hvem? Jeg så det grå januarlys slippe ind, frosten lodden over jorden. De første dage i det nye århundrede. Jeg så dagen krybe henover asfalten og nedover mod fjorden, mens vi væltede ud af sengen, lagnerne revet af os som hud. Æggeskallerne stod jeg med i hånden. Jeg var svimmel, jeg ved ikke hvad for en kontakt det var, hvem der forsøgte at fortælle mig noget. Et budskab fra en anden tid? Som et ekko af det hjerte, der slår inde bag maveskindet eller et hjerte, der slår udenfor mig, et stort tektonisk hjerte overgroet med mos og hår, en kæmpemæssig maskinhjerte syet af læder og syntetiske blæsebælge. Jeg trækker dit hår tilbage, og du vender dig om mod mig, jeg holder dine bryster, lugten af dit køn som jeg bærer med mig rundt i byen hele resten af dagen. Skallen er skrøbelig og alligevel så stærk, at den kan holde om æggehviden og inderst inde den gule blomme, som nu flød ud og tegnede et tydeligt hjerte i det hvide, det geléagtige gennemsigtige om det kærlighedsbudskab som nåede mig indkapslet i den skrøbelige skal af kalk. Jeg så til og fotograferede det mens hviden, den blævrede og gennemsigtige gelé, langsomt størknede og ægget blev brun i kanterne. Spiste det med ketchup, tomater og agurk skåret i skiver, frokost i januars grynende lys. Vikler mig ud af lagner, latter og tråde af lys, der som en navlestreng hæfter mig til madrassen, vikler mig ud af trusser og bh´er, som pynter gulvet, slipper ud og ind af søvnen, vågner af voldsomme spark, livmoderen udvider sig, levret blod, dunkende, tyngde mod bækkenet, og mørket et sted derude, at beskytte os alle mod det. Du vågner og vender dit ansigt mod mig, vi tre ligger her, kvinden som jeg elsker, jeg vender hende mod mig og mellem os ligger barnet, stadig uudklækket, jeg rører ved hendes bryster, hun slipper fra mig, ud af sengen, tre hjerter, jeg holder om din mave, mens vinterlyset kastes tilbage fra facaderne og skovbrandene som ikke ophører kaster sit eget rødlige skær over himlen. Langsomt kom dagen og ude i gaderne gik vi rundt for at finde et sted som var åbent, varehylderne tomme, fra Joker til Kiwi, hvor de så på os med spørgende ansigter, vi strøer fuglefrø og fanger plastikposer udenfor vores lejlighed.

 

Du er modtageren er et brev. Modtageren af et kærlighedsbudskab pakket ind i æggehvidens protein. Svaret sendes videre, en kæde af skrivende kvinder, ansigterne badet i det blå skærmlys, i et ekko som går tilbage efter vores fødsel, efter 1980 og 1979, som rækker længere tilbage, dengang muren og grænserne skilte dit land fra mit og skar det vi kalder Norden over.

 

Og du vender dig og vender dig igen, en ny begyndelse står skrevet i dit ansigt, det gule lys, og huden blød som æggeblommen, vi ligger alle tre i sengen, du, jeg og det kommende barn under huden, under lag af fedt og blodbaner og brusk, en mørk livmoder og æggestokke arret af klamydia.

 

Vi vender os om og ser et nyt ansigt. Vi vender os om mod nye begyndelser.

Begyndelser, brændende.

 

  1. januar 2020: skovbrandene i Australien, et brændende fly, dagens nyheder, tiden må forstås på en anden måde nu, ikke lineær, men glødende og intens, cirkulær, vi lever med fremtidens spådomme som allerede er opfyldt.

 

Æggeblommen er én eneste celle som udgør ca. 28 % af æggets vægt. Cellekernen kaldes kimpletten og kan ses som en lille hvid plet udvendig på blommen, når ægget slås ud. Blommen holdes på plads af de to skrueformede æggehvidestrenge – kalazastrengene, som er dannet af æggehvideproteiner. Blommen er omgivet af en beskyttende hinde, vitellinmembranen, der bliver svagere jo ældre ægget er.

 

Tiden som ægget, rundt, non-lineært, geléagtig gennemsigtig og klæbrigt. Tiden som brænder sig selv op. Askeflager i luften, en brændende busk eller bogsider revet ud, sodet af aske. Stemmer blander sig med andre stemmer, stiger op, en hvisken, et kor. Nutiden er et rum som udvider sig, et kar, en krukke, vi drejer og ryster krukken. Historien som et rum af stemmer, der er ingen adskillelse længere. Begyndelser er også der, hvor en kvinde forsvinder under vand, hvisker til os fra en anden tid.

 

 

  1. januar 1919: Rosa Luxemburg bliver ført til Landwehrkanalen i Berlin. Der bliver skudt flere gange mod hende. Kroppen kastes ud over broen, nat, (hendes stemme):

 

Jeg stod på broen og vandrotterne sang for mig, da jeg ramte vandet, hvæssede deres tænder, de sang om floden, som har alle tider i sig, men mit fald stoppede tiden, og mens jeg faldt, troede jeg, at jeg kunne lugte den salte lugt fra havet, men havet var langt væk, der var bare byens kloaker, der udspyede tjære, sod og ekskrementer, og så ramte kroppen vandet og blev trukket ned og ned mod bunden og mudder hvirvlet op, så blev jeg let, lettere end et dun, lettere end sommerdøgnet, end den lyseste sommersky, og flød op igen mod lyset, mod det grå dagslys, huden langsomt i opløsning, og nu trækker vandet i mig, skrubber mig ren, tøjet trevler, vandet som trænger ind i alle huller af min krop, kroppen lækker spyt og blod, fersk udflåd, gennem mig og omkring mig er vandet, strømhvirvler og rådne blade, floden tog mit ansigt, fiskene spiste af det, ålene sugede sig fast, jeg flyder med strømmen, mod det dunkle vand, bliver suget ned, slynget rundt i en strømhvirvel, overladt til vandet, som en anden kraft, som oppe på landjorden vinden.

 

Al vold i verden.

Jeg troede jeg skulle bekæmpe al vold i verden

 

Når jeg kommer tilbage til floden har den skiftet farve, den er violet, næsten lilla, nogle gange blå eller rødlig, som helt frisk blod, et olieskind glider over vandet, og det er som om det lyder musik dernedefra, helt helt lavt, som en nynnen. Under vandet ser jeg fiskenes regnbuefarvede skæl. Jeg dypper mine hænder i floden, samler muslinger. Fiskene ligger langs bredden, oppustede, med det glitrende fiskeskind i den tynde vintersol, ligger i en bunke med glasskår og regnbuefarvede skæl.

 

Jeg sætter mig ned ved bredden og nynner med på flodens sang. Jeg læner mig forover så jeg næsten tipper, ler til mit eget spejlbillede som vugger, så kommer en vind, og river spejlfladen op, udslettet.

 

At være menneske er det allervigtigste.

 

 

Reinkarnation af hjertet:

 

Vi besøgte Vilnius i sommer, byen lyser af alle tider, kalk, helt lyse, hvide, gule og irgrønne huse, og engang var landet et storrige sammen med Polen, hvor Rosa Luxemburg blev født og du blev født i en by udenfor Vilnius, mange år senere, ni år før muren faldt. Pastelfarver. Fertilitet. Æggeskaller knust på gulvet og husmødrenes kalazastrenge. Fortærer blommen. Vi gik fra vores hostel, værelset helt oppe under kvisten, langs Neris-floden, sad på den lille bar ved floden bygget af træplanker og drak skummende øl, mens vi iagttog kajakroerne kæmpe sig op mod strømmen.

 

Og rundt om os, og i verden: Skovene som brander. Ligningen:

 

2 mødre

1 barn

 

Signe Arnfred skriver i antologien Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen fra 1974 om familien i den politiske økonomi: ”Mit hovedanliggende har været: 1) at få opløst enheden ”familie”, som umiddelbart fremtræder som en naturlig sammenhæng, i dens faktiske samfundsmæssige bestemmelser.”

 

I stedet for familien: et kor af kvinder. Jeg skriver i det første lys fra det nye år, i lyset af dit ansigt, når jeg vågner og du vender dig mod mig, alle begyndelser er svære

 

Heller ikke familien kan tages som udgangspunktet for en analyse

 

Barnet er endnu ikke navngivet endnu. Hver fødsel er ny og hver dag fødes vi, dit ansigt helt tæt mod mit, gennemsigtigt, en hinde lægger sig over det, blommen størkner, når vi nærmer os hinanden, vender du dig mod mig med æggehvidens protein som en maske over dit ansigt.

 

Din

Kirstine

 

 

 

Citater:

Faktaafsnittet om ægget er fra Anina Kjær, ”Æggets opbygning”, Ernæringsfokus.dk.

«At være menneske er det allervigtigste». Rosa Luxemburg

«Heller ikke familien kan blive udgangspunktet for en analyse.«. Signe Arnfred.

Languages, borders, the North

Languages are open. Languages are closed. Open to what I will experience in the next hour, open to acquire new words, build unknown sentences. Closed to those who still don’t speak or read them. Already in step 3 the chain of letters made a twist that challenges what language is, and what the Nordic might be. A recepient had to rearrange, and Kirstine instead sent her letter to Laima, whose mother tongue is Lithuanian. She considered to write in Lithuanian, but ended up writing in Norwegian, about feeling «divided between different languages, a mix of Lithuanian, Norwegian, Danish, Russian, English, Spanish, but I don’t really know them.» When does one know a language? And where does the Nordic or the Baltic begin?

HB 20.01.19

Letter from Hild Borchgrevink to Kirstine Reffstrup

Oslo, 1. januar 2020

Kjære Kirstine,

 

jeg tenker på begynnelser. Og på maskinskrevne gule ark. På årets første dag er det ikke lov å snakke om begynnelser. Men tekster begynner ofte et annet sted enn man først tror. Jeg vet fortsatt ikke helt hvor denne vil føre meg.

I august var jeg i Rigsarkivet i København, på jakt etter tekster skrevet av kvinner knyttet til Nordisk Sommeruniversitet. De to siste årene har jeg vært del av NSUs studiekrets for kunstnerisk forskning. Kjeden av brev som begynner med dette brevet, som jeg er veldig glad for at du ville være mottaker av, er som du vet ett av ti prosjekter som med utgangspunkt i NSUs arkiv skal markere at det i 2020 er 70 år siden sommeruniversitetet ble stiftet.

NSU har tradisjon for å være et rom for begynnelser, et rom for å dele tanker mens de ennå er uferdige, før de sjøsettes i en større offentlighet. Ofte skjer det i en tverrfaglig sammenheng. Verdien av slike tilbakemeldinger er vanskelig å synliggjøre i tellekantsystemer, men er uvurderlig når den produserer gnisninger og nye koblinger mellom begreper og ting vi trodde vi kjente. Hvornår (som dere så fint kan si på dansk og knytte sammen tid og sted), oppstår egentlig en begynnelse?

På et maskinskrevet, gult ark i arkivet med tittelen NSU och universitetsläget i Norden viderefører en svensk deltaker en gang på 1970-tallet en selvrefleksjon som NSU noen ganger kan risikere å lukke seg selv for langt inne i: «NSU alltid [har] förstått sig själv som ett korrektiv och alternativ till den traditionella institutionsverksamheten i Norden. […] Förändringen har gått från en liberalistisk till en profilerad progressiv hållning […] Men hela tiden har idén om det kritiska alternativet varit grunnleggande.» Han fortsetter: «Är den nuvarande situationen sådan, att det är rimligt att upprätthålla den hittillsvarande kursen?»

Både det tverrfaglige og politisk bredspektrede kan være vanskelige såpestykker å få grep om for utenforstående. På grunn av det tverrfaglige så jeg for meg at arkivjakten min skulle unngå tekster om kvinnesak og heller utøve kvinnesak ved å lete fram så mange forskjellige fagtekster skrevet av kvinner som mulig. Jeg fant noen, som for eksempel i NSUs egen skriftserie fra 1970 om etniske minoriteter i Norden, der blant andre Birgitta Trotzig har skrevet om språk og identitet og Magdalena Jaakola om diglossia og tospråklighet. Den første artikkelen har jeg gjort tilgjengelig for kjedebrevskriverne.

Men når jeg leser disse tekstene, melder spørsmålet om begynnelser seg igjen. Hvor interessant er det, både for dagens skribenter og for forfatterne, å løfte fram en sakprosatekst som er knastet inn på skrivemaskin for 50 år siden i et fagfelt der forfatteren antakelig har tenkt langt videre siden? Det tok heller ikke lang tid før min egen faglige interesse stakk av fra dogmet om kvinnelige skribenter og festet seg ved artikkelen «Nordisk nykolonialisme i Sameland» av Per Otnes i samme publikasjon, fordi jeg nylig skrev en tekst til Syn og Segn om noen nye norske kunstmusikkverk som tar opp i seg joik og samiske ord om snø. Forut for den gjorde noen meg oppmerksom på et interessant forskningsprosjekt om kunst og kolonialisme i Norden som Københavns universitet kjørte i gang i høst. Gitt både det prosjektet og Jonas Eikas takketale for Nordisk råds litteraturpris i 2019 skal NSU ha at noen tenkte rundt nordisk nykolonialisme i Sápmi i 1970.

 

I en annen årgang av skriftserien i arkivet fant jeg en publikasjon med tittelen Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen, utgitt i januar 1973, redigert av to kvinner og med bare kvinner i listen over forfattere. Tittelen fikk meg umiddelbart til å tenke på Harvey Weinstein og filmindustrien og hvorvidt det ville gi mening å se #metoo og kapitalisme i sammenheng. Etter å ha bladd litt, la jeg heftet bort, for det virket så tidsbundet. Men etter hvert som jeg kom gjennom den delen av arkivet jeg fikk tilgang til, innså jeg at innholdsfortegnelsen i de få publikasjonene jeg fant, altfor ofte så ut som listen over papers til NSU-symposiet Forskningspolitik i Norden i Lund, Sverige i februar 1973: Av 27 presentasjoner var tre – 3 – signert en kvinne.

 

Derfor tok jeg Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen fram igjen og lot ideen om å unngå uttalt kvinnesak fare. Publikasjonen er et resultat av et samarbeid mellom kvinnebevegelser i alle de nordiske landene som oppstod på NSUs sesjon i Finland i 1971. Siden jeg ikke kunne ta heftet ut av Rigsarkivet, søkte jeg etter det i antikvariater på nett. Der dukket det opp i en ny versjon, som bok med tittelen Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen, utgitt i 1974 av det akademiske forlaget GMT og NSUs skriftserie i samarbeid.

 

I forordet til denne boken dukker begynnelsene fram igjen. Redaktørene Signe Arnfred og Karen Syberg skriver om hvordan boken ble til fordi artikkelsamlingen fra 1973 som jeg fant i arkivet, ble utsolgt i løpet av et halvår:

NSUs skriftseries redaktion gav os da i opgave at lave ny revideret udgave, men i løbet af arbejdet med revisionen måtte vi konstatere, at det allermeste av det, vi dengang havde tænkt, i mellemtiden var blevet udviklet til helt andre problemstillinger, selv om der faktisk kun er gået 1-1 1/2 år. (s. 8)

 

Samtidig som de holder steinhardt fast på det dynamiske, har redaktørene altså klart å få to publikasjoner ferdigstilt og utgitt på under to år. Det å få arbeidet i NSU dokumentert og publisert er noe organisasjonen fortsatt kjemper med å få til på en effektiv måte. Videre skriver Arnfred og Syberg om fasene i dette arbeidet, om at

For de allerfleste af bogens forfattere er arbejde i stil med disse artikler en slags ‘anden fase’ – eller snarere: overgangsfase efter en ‘første fase’ hvor den umiddelbare bevidstgørelse om vores egen situation var den altdominerende. (s. 6)

 

Jeg har latt boken fra 1974 bli utgangspunkt for kjedebrevet. Jeg kan lett relatere til skrift og tenkning som prosess og til arbeidet med redigering og bokproduksjon. Mange av analysene av kvinners situasjon har jeg vanskeligere for å koble til min egen virkelighet. Kanskje er det derfor jeg fikk lyst, i forlengelse av en del av boken som omtaler og diskuterer aktuelle bøker skrevet av kvinner, til å trekke fram to som det siste året har inspirert meg.

Fortsatt lykkelig på tvers av mitt innledende prinsipp om å unngå kvinnesak, handler den første om feminismens historiografi. Jeg bestilte den nokså tilfeldig mens jeg skrev en akademisk tekst om noen samtidsmusikkverk fra tidlig 1970-tall og lette etter teori som nærmet seg det å skrive historie på lignende måte som jeg opplevde at musikken forsøkte å gjøre. I Feminism, Time, and Non-Linear History (Palgrave Macmillan 2014) viser historiker Victoria Browne hvordan feministisk historie ofte deles inn i faser, slik redaktørene av Kvindesituation & kvindebevægelse… ovenfor også gjør. Browne peker på at faser som lineært historiografisk narrativ i praksis er reduserende, så lenge de bare gir rom for ett gyldig tankesystem av gangen. Hun viser hvordan ulike grener av feminisme i egen historieskrivning ofte ender med å anvende de samme teleologiske logikkene de har som intensjon å kritisere. Det skjer også i fortellinger som tilsynelatende vektlegger det flertydige og forskjellige. Som alternativ tar hun til orde for en flerlineær historieforståelse der nåtid kan være under innflytelse både av fortid og fremtid:

A major problem with [this] teleological approach is that it denies contingency and blocks out alternative ways of thinking about or reading the past. […] This results in a “closedness to the past”: a resistance to letting the past surprise us and interrupt our subject positions and perspectives in the present. Further, the treatment of the past as a complete story that has led up to the present can also lead to a “closedness of the future”, as it encourages us to think that the identified direction will necessarily continue, and hence can prevent us from considering the future in terms of unpredictability, or a range of possibilities. (Browne 2014, 17)

Et slikt perspektiv åpner for at tekstene i Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen kan brukes som oppspark til tanker de aldri selv ville kunne romme.

 

Den andre boken er den italienske poeten Patrizia Cavallis samling Diktene mine vil ikke forandre verden, som kom på Oktober våren 2019 oversatt av Tommy Watz. Det er noe med hverdagen i de korte diktene som av en eller annen grunn kilte seg inn i bevisstheten min mellom arkivbunkenes omstendelige alvor på gult papir. Som dette:

 

 

Livet fortsetter som før

med folk som står, sitter,

og som går.

 

 

Eller kanskje kom jeg på den fordi boken er gul.

 

Merkelig nok kom Cavallis dikt ut første gang i 1974.

 

Alt godt, og håper vi sees snart!

Hild