Letter from Frida Keisu to Josefina Morell

Hej Josefina Morell,

Jag tänkte att jag ska börja mitt brev med en liten presentation av mig själv. Jag heter Frida Keisu. Jag är från Tornedalen som ligger vid den finska gränsen, det gör att jag tillhör en av Sveriges minoriteter. Jag tillhör egentligen två minoriteter då jag även har samiskt blod i mig men jag tänkte att jag ska fokusera på den tornedalska sidan av mig i det här brevet. Vi har en del vanor och traditioner som kan skilja sig från resten av Sverige, jag tänkte att jag ska upplysa dig lite om några här:

  1. I Tornedalen talas det svenska och meänkieli, meänkieli betyder vårt språk och är en finska som innehåller svenska ord och lite felaktig finsk grammatik, så skulle jag förklara det i alla fall. Jag själv är ingen fena på meänkieli, jag kan exempelvis förstå lite grann när mina äldre släktingar berättar en rolig historia på meänkieli. Jag förstår då att historian handlar om fiske, men jag kan inte förstå slutklämmen på skämtet. Nästan hela min släkt pratar meänkieli men mina föräldrar använde språket mest när de inte ville att jag eller min syster skulle förstå under vår barndom. Varför min meänkieli är dålig beror nog också mycket på försvenskningen av Tornedalen, man fick inte prata meänkieli i skolorna på 50/60-talet då det ansågs vara dåligt för det svenska språket, det var viktigt att stoppa förfinskningen av Sverige då. Tror att detta satte sina spår i mina äldre släktingar då många i min ålder inte pratar meänkieli idag.

 

  1. Vi bastar väldigt mycket, det är någonting som jag märkte var annorlunda när jag flyttade hemifrån och bosatte mig i Umeå när jag var 18 år. Jag letade febrilt efter bastun i studenthuset jag bodde i, jag hade aldrig tänkt på att man kan bygga ett lägenhetshus utan att ha en bastu i källaren! Helknasigt tyckte jag. Hemma bastade vi flera gånger i veckan, det är inte ovanligare än att ta en dusch. Vi har filmer på oss barn när vi är små bebisar och sitter högst upp på laven i bastun, träningen till att bli bra på att bada bastu började tidigt. Jag känner ingen i Tornedalen som inte har en bastu, själv är jag uppvuxen med en i huset och tre stycken på min mormors gård, en inne i huset, en på gården och en vid älven.

 

  1. Dopp i kopp, denna utsökta tornedalska sommarrätt. Billigt är det också! Vill du göra din egna dopp i kopp behöver du odla egen potatis, helst mandelpotatis som växer i tornedalsk jord (förstår att det är svårt att följa för din del). Sedan behöver du smör och gul lök. Koka potatisen, spara lite av kokvattnet. Smält sedan mycket smör i en kastrull tillsammans med skivad lök, tillsätt lite kokvatten från potatisen. Nu lägger du upp potatisen på en tallrik och häller smörlöksåsen i en liten kaffekopp som du också placerar på tallriken, klart! Nu är det bara att ta en liten potatis i taget och doppa i smöret. Bon appétit! Och ja, detta är en varmrätt som man kan äta till middag, men det är inte så ovanligt att man lägger till lite rökt abborre då, det är inget krav däremot!

 

  1. Ett annat tornedalskt recept som jag kan skryta om är torrköttsvälling, det kanske är av lite mer samiskt påbrå men det är i alla fall någonting jag är uppvuxen med som en vanlig svensson inte äter till vardags. Torrköttsvälling bjöd mina föräldrar min sambo på när han för första gången besökte Tornedalen och jag kan säga dig att det blev succé, i alla fall på låtsas då han åt artigt och senare berättade att det räckte så, han behövde inte återuppleva det. Det är i alla fall torkat, saltat renkött som du skär ner i små bitar i en väldigt lös risgrynsgröt, det är även kokt potatis i. Mums säger jag!

 

  1. Nu tycker jag att det börjar räcka med information om hur det är att vara tornedaling. En sista sak jag kan lägga till är kärleken och närheten till naturen, vi har alltid varit ute i skog och mark vilket syns helt säkert i min konst idag. Mina föräldrar är uppvuxna i små byar, Pyhäjärvi (en invånare = min farbror) och Pello (160 invånare), vilket har lett till att naturupplevelser alltid kommit naturligt i min barndom genom svamp- och bärplockning, fiske, skidturer, jakt och skogsvandringar. Jag är fortfarande i naturen varje dag och det är min största inspirationskälla i mitt måleri helt klart.

 

Du och jag Josefina har aldrig träffats, jag vet inte hur din röst låter eller vad dina familjemedlemmar heter. Hur det kommer sig att jag ville skriva ett brev till just dig trots min stora okunskap kring din person beror på våra gemensamma intressen, för det vet jag att vi har genom instagram. Tänk vad roligt det är att man idag kan hitta likasinnade så enkelt! Jag har följt din sida under en tid och kan se din stora passion kring dina hästar och din gård. Jag rider själv regelbundet och älskar tiden i stallet, det är verkligen rekreation på hög nivå! Alla bekymmer försvinner när man kommer in i stallet. Jag tror att alla skulle må bättre ifall de spenderade mer tid tillsammans med djur. I framtiden hoppas jag kunna ha mina egna hästar, det vore fantastiskt. Idag får det räcka med en hund och ridskolan.

Jag har även sett att du målar och det gör ju även jag. Jag har byggt hela mitt liv kring mitt intresse för konst. Idag jobbar jag på universitetet här i Luleå som bildlärare samtidigt som jag säljer mina egna målningar i mitt egna företag, ArtKeisu. Det konstnärliga hantverket, kreativiteten och längtan till att skapa har varit en viktig del i min familjs liv så länge jag kan minnas. I min släkt hittar vi finsnickare, mattväverskor, samiska slöjdare och sömmerskor, så man kan lugnt säga att jag alltid har blivit uppmuntrad till att skapa under hela min uppväxt.

Att måla är mitt sätt att bearbeta min omvärld, processen blir för mig ett meditativt tillstånd dit jag kan försvinna i flera timmar. Strävan efter att nå fram till en viss känsla i mitt färdiga resultat känner jag väldigt starkt, vägen dit är aldrig lätt och mina känslor växlar alltid mellan att känna mig otillräcklig till att senare känna mig väldigt nöjd, inte alltid i den ordningen heller. Du kanske kan känna igen dig i detta? Du som också målar. Trots dessa ångestfyllda ögonblick som skapandet kantats av skulle jag inte kunna tänka mig ett liv utan det. Längtan till mitt måleri är stark och kommer nog alltid finnas med mig, hoppas jag.

Jag besökte Island för 3 år sedan tillsammans med min sambo, vi red i två dagar utanför Selfoss och det var helt fantastiskt. Min sambo friade till och med under den resan! Vi hade vår tio-årsdag som par då så han tyckte väl att det var dags. Det måste verkligen vara underbart att bo på Island. Jag åker gärna tillbaka någon dag, då kanske vi kan träffas till och med. Det vore trevligt!

Kram från Norrbotten!!

/Frida

 

Letter from Henni Kitti to Frida Keisu

7.2.2020 Turku

Hei Frida,

Aluksi, kiitos että lähdit tähän kirjoitusprojektiin mukaan. Kun sain itse kutsun ja aloin miettiä kenet suomea ymmärtävän mutta toisella kielellä kirjoittavan pyytäisin mukaan, tulit mieleeni vaikka olemme tavanneet vain kerran, vuosia sitten. Ajattelin että haluan ulottaa Oslosta alkunsa saaneen kirjeiden ketjun pohjoiseen. Kuten tiedät olen kotoisin pohjois-Suomesta, mutta olen asunut jo viisitoista vuotta etelässä, Helsingissä ja Turussa. Käyn usein vanhempieni luona Tornionlaaksossa, kaipaan pohjoista ja ajattelen sitä, joten tuntuu hyvältä että luet tämän kirjeen ja kirjoitat omasi siellä.

Haluaisin kysyä monia asioita. Millaista siellä on asua? Itse asiassa tuo kysymys taitaa jo sisältää kaiken. Sen jälkeen kun muutin etelään, olen viettänyt pohjoisessa pitkiäkin aikoja mutta en ole asunut siellä yhtäjaksoisesti. Silloin tällöin mietin muuttamista. Kävin Pellossa viimeksi jouluna: istuin pari viikkoa sohvalla ja kirjoitin romaanikäsikirjoitusta, joka minulla on ollut kesken jo vuosia. En vieläkään tiedä saanko sitä koskaan valmiiksi, mutta se on ollut osa elämääni pitkään, ja myös se on ollut tapa lähentyä pohjoista: sain idean käsikirjoitukseen Kittisvaaralla, joka on yksi Tornionjokea reunustavista pienistä vaaroista ja sijaitsee aivan lapsuudenkotini vieressä. Kuljen siellä usein koiran kanssa ollessani käymässä. Osa tekstin tapahtumista myös sijoittuu Kittisvaaralle ja jokilaaksoon, johon avautuu vaaralta pitkiä näkymiä.

Pohjoinen on lähtökohta monille teoksilleni, ja kun teoksella on yhteys pohjoiseen, tiedän että se tulee kantamaan; että tulen pysymään kiinnostuneena ja jaksan paneutua aiheeseen loputtomiin, sillä pohjoisen merkitys minulle on kyseenalaistamaton.

Kirjoitan ranskalaisesta retkikunnasta, joka vuosina 1736– 37 kävi Tornionjokilaaksossa mittaamassa yhden leveysasteen pituuden. He kulkivat Tornion ja Pellon välisellä alueella, kartoittivat sen kolmiomittausta käyttäen ja määrittivät tähtitieteellisillä havainnoilla taivaalta asteen, jonka sitten mittasivat maata myöten.

Kiinnostuin retkikunnasta sekä tarinoista ja historiankirjoituksesta jonka he jättivät jälkeensä, sillä halusin ymmärtää millaisten tieteenhistoriallisten tapahtumien paikaksi minulle niin tuttu syrjäinen alue oli valikoitunut. On ollut mielenkiintoista kartoittaa historiaan kertyneitä jälkiä kotiseudustani ja oppia ymmärtämään millaiset myytit, harhakäsitykset, sattumat ja toisaalta myös todelliset maantieteelliset erityispiirteet johtivat siihen, että retkikunta tuli juuri Tornionlaaksoon, ja toisaalta mitä siitä seurasi myöhemmin historiassa, tähän päivään asti.

 

Tässä muutama pohjoinen fakta, jotka ovat erityisesti jääneet mieleeni prosessin varrelta:

– 1600-luvulla uppsalalainen professori Olof Rudbeck kirjoitti Atlantica-teoksessaan, että Nooan pojanpoika vei Baabelin tornin sorruttua, kieltenhajaannuksen myötä heprealaisen heimonsa Venäjän jokia pitkin Kemin Lappiin
– kun maapallon magneettikenttiä ei vielä tunnettu, ajateltiin että Pohjoisnavalla sijaitsee magneettinen vuori joka saa kompassin neulan osoittamaan pohjoiseen
– kilpaillessaan ranskalaisten kanssa Ruotsin kuningas Kaarle XII yritti omalla tavallaan perustella Aurinkokuninkaan tittelin kuuluvan hänelle, sillä hänen maansa pohjoisilla alueilla oli seutuja, joilla aurinko ei laskenut kesäisin lainkaan
– revontulten ajateltiin olevan mm. heijastumaa pohjoisella Jäämerellä uivan valaan kyljestä

 

Onkohan retkikunnan tarina Ruotsissa tunnettu? Suomessa kukaan jolle olen puhunut asiasta ei ole tuntenut sitä ennakkoon. Tapahtumien aikaanhan Suomi oli osa Ruotsia, ja retkikunnassa oli myös yksi ruotsalaisjäsen, Anders Celsius. Tornionlaaksossa astemittauksesta tiedetään jonkin verran, mutta kyseessä oli aikanaan tärkeä tieteellinen hanke, joka yritti ratkaista mittauksin Isaac Newtonin teoreettisesti todistaman kysymyksen maapallon muodosta, joten on erikoista että he ovat jääneet niin tuntemattomiksi. Olen lukenut, että tämä – nämä, sillä retkikuntia oli kaksi, toinen mahdollisimman pohjoisessa, toinen taas lähellä päiväntasaajaa – olivat ensimmäiset retkikunnat, joiden tarkoituksena ei ollut valloittaa uusia alueita vaan ainoastaan todistaa tieteellinen kysymys.
Ehkä sen vuoksi ne ovat jääneet vähemmän tunnetuiksi.

Kirjoittaessani olen joutunut huomaamaan, että tarinani on hyvin miehinen. Joitain naisia on silti löytynyt, myös muutamia joilla oli merkittäviä tieteellisiä saavutuksia. Émilie du Châtelet ranskansi Newtonin teoksen Principia Mathematica, ja hänen käännöksensä on edelleen käytössä. Bolognalainen Laura Bassi opetti Newtonin mekaniikkaa ja oli historian toinen tohtorinarvon saanut nainen.

Monet vaimot, siskot ja siskontyttäret osallistuivat merkittävässä virassa olevan miespuolisen sukulaisen työhön saamatta virallista tunnustusta.

Näihin naisiin törmäsin Euroopan mantereella, mutta pohjoisen naisten kertomukset olivat erilaisia. Ajattelinkin kertoa sinulle tässä sellaisen osasen tarinaa, jota en tule käsikirjoituksessani käyttämään, sillä oma tekstini päättyy ennen näitä tapahtumia. Olen kuitenkin törmännyt tähän monta kertaa tehdessäni taustatutkimusta, ja se on kiinnostava haara historiassa: Retkikunta vietti talven Torniossa, ja osa heistä majoittui raatimies Jacob Planströmin luona. He tutustuivat Planströmin tyttäriin Christineen ja Elisabethiin, ja jotkut retkikunnan jäsenet, luultavimmin johtaja Pierre Louis Moreau de Maupertuis sekä matemaatikko Alexis Clairaut, myös seurustelivat heidän kanssaan. De Maupertuis lupaili ilmeisesti jopa avioliittoa, ja siskokset lähtivät retkikuntalaisten paluun jälkeen heidän perässään Pariisiin. Wikipedia sanoo: ”Planströmin sisarukset ovat ensimmäisiä suomalaisnaisia, jotka historiankirjoitus muistaa heidän oman toimintansa kautta eikä esimerkiksi tunnettujen aviomiestensä puolisoina. Sisarukset tunnetaan edelleen Ranskassa nimellä ‘les Lapones’ eli ‘lappilaiset’.”

Sisarusten saapuminen aiheutti kohun Pariisin seurapiireissä. De Maupertuis pakeni äitinsä luo Bretagneen, vaikka oli siihen asti mielellään levitellyt eksoottisia tarinoita suhteistaan pohjoisen naisiin, maalauttanut itsestään muotokuvan lapinpuvussa ja kutsunut itseään ”maailman onnellisimmaksi lappalaiseksi”. Kuningas Ludvig XV pahastui liittolaisensa Ruotsin kansalaisten huonosta kohtelusta. Tapaus oli kiusallinen myös katoliselle kirkolle, sillä retkikuntaa oli rahoittanut pääministerinä toiminut entinen kardinaali André Hercule de Fleury. Hän ei voinut auttaa Planströmin sisaruksia, koska nämä olivat protestantteja. Voltaire, joka aiemmin oli ollut de Maupertuis’n ystävä, teki välien huononnuttua pilkkaa asiasta, kirjoitti siitä runoja ja aloitti kolehdin keräämisen siskosten hyväksi. Ongelma ratkesi, kun Christine ja Elisabeth kääntyivät katolisiksi ja saivat näin kuninkaalta ulkomaalaisille käännynnäisille maksettavaa elinkorkoa. Tämä puolestaan suututti Ruotsin Pariisin-lähettilään, koska katolisuuteen kääntymistä pidettiin luterilaisessa Ruotsissa lähes maanpetturuutena.

Sisarukset jäivät Ranskaan. D’Aiguillonin herttuatar otti heidät vastuulleen ja lähetti Christinen Notre-Dame-du-Trésorin luostariin Normandiaan, missä hän vietti loppuelämänsä. Elisabeth taas asui aluksi herttuattaren luona tämän seuraneitinä, mutta oli aikeissa palata Tornioon vuonna 1742. Hän ehti Rouenin satamaan asti, mutta tapasi siellä markiisi Potier de Pelletot’n ja avioitui tämän kanssa muutamaa vuotta myöhemmin. Markiisi paljastui kuitenkin huijariksi, liitto oli onneton ja avioero-oikeudenkäynnistä syntyi uusi skandaali. Elisabeth oli kaksi vuotta tutkintavankeudessa syytettynä aviorikoksesta, mutta palvelusväen todistettua hänen puolestaan juttu päättyi hänen voittoonsa, ja markiisi de Pelletot määrättiin maksamaan Elisabethille elatusta. Myöhemmin Elisabeth asui parikymmentä vuotta pariisilaisessa luostarissa ja vietti vaatimatonta elämää.

Kirjoittaessani mietin väistämättä, mihin olisin itse asettunut 1700-luvun alussa. Ainoat retkikuntalaisten matkapäiväkirjoissa mainitut pellolaisnaiset olivat poroja paimentavat saamelaistytöt. On arveltu, että Planströmin sisarukset olisivat olleet ensimmäiset Pariisiin koskaan saapuneet suomalaisnaiset. Mietin heitä silloin tällöin matkustaessani itse. Oikeastaan en halua samastua heihin; haluan samastua niihin harvoihin tieteessä menestyneisiin naisiin (ja kaikkiin niihin miehiin), joita historiaan on jäänyt. Vaikka, sittenkin, tulen samastuneeksi juuri pohjoisuuden vuoksi. Se on outoa – jos olisin syntynyt muutaman sata kilometriä etelämpänä samastuisin varmaan aivan muihin ihmisiin. Miksi minulla pitäisi olla jotain yhteistä heidän kanssaan vain koska olemme samalta seudulta? Onhan aika muuttunut: minulla on vaihtoehtoja joita heillä ei ollut, minulla on valistustiedemiehen vaihtoehdot, melkein, taiteilijaresidenssit ja aikaa keskittyä omiin mielenkiinnonkohteisiin. Toisaalta, olihan heilläkin, heillä oli porvari-isä ja he pystyivät matkustamaan Pariisiin toisin kuin moni muu.

Jään miettimään näitä kysymyksiä. Kirjoittamiseni on juuri nyt tauolla. Keskityn maalaamiseen ja piirtämiseen, annan tekstin hautoa ja palaan sen pariin ehkä muutaman viikon kuluttua. Voi olla että tämä kirje tulee vaikuttamaan siihen jotenkin, sillä usein asiat joita kerron käsikirjoituksesta toisille tai kirjoitan apurahahakemusten työsuunnitelmiin kirjoittuvat myöhemmin osaksi sitä.

 

Toivottavasti sinulle kuuluu hyvää ja Luleån talvi on kylmä ja luminen,

t: Henni

Letter from Laima Nomeikaite to Henni Kitti

Hei Henni Kitti,

Jeg har en god nyhet, min kjæreste og jeg er gravide, en liten jente er på vei ut i den store verden.  Min kjæreste ser ut som en søt ballong. Når jeg ser på henne, dukker det opp i mitt hode en sang av Arne Bendiksen «Jeg vil ha en blå ballong» 😊:

Jeg vil ha en stor ballong,

En som der er fin ballong.

En med hatt og nese på,

Og den skal være blå.

Den skal være flott og dyr,

Nesten som et eventyr,

Flyve som et riktig fly

Og stige høyt i sky.

 

Hvordan går det med deg?

Det var så fint denne gangen i Turku, med alle de fine mennesker på kvinnefestivalen ‘Kvinnebevegelsen gjennom flere tusen år’.  Jeg husker tydelig din opplesning og tolkning av Arnfred’s og Syberg’s bok, Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen (GMT). Teksten din var så sterk og rørende. Dine tankeganger bringer assosiasjoner til Itonje’s Søimer Guttormsen film ‘Burning Man’ og filmens relasjoner til feminisme.

Jeg har vært sammen med min kjæreste på en av Itonjes filmopptakelser.  Vi var cirka 40 kvinner i 40 års-alderen i en leilighet på Kampen. Vi satt rundt omkring i stua og hørte på et kvinnelig kor som sang om Lilith. Jeg visste ingenting om den mytologiske figur Lilith før Itonje fortalte meg om henne. Det viste seg at det ikke var Eva og Adam den første mannen og den første kvinnen som Gud skapte, men det var Lilith og Adam. I motsetning til Eva som ble skapt etter Adam av et av hans ribben, ble både Adam og Lilith skapt av jord og de skulle være likeverdige og perfekte. Lilith ville ha en likeverdig rolle. Hun nektet å underkaste seg Adam. Konsekvensen av dette førte til at Gud kastet henne ut av Edens hage for å hindre at hun ble en trussel for andre kvinner, paradiset og mannens verden. Den store MAN-GUD har kastet ut den andre kvinnen som skulle være like så likeverdig og perfekt som DEM.

‘Burning Man’ vekker i meg en intern konflikt, mangel av språk, vanskeligheten å kommunisere. Jeg er oppsplittet mellom ulike språk, en blanding av litauisk, norsk, dansk, russisk, engelsk og spansk, men jeg kan ingen av dem. Mitt norske og engelske er full av grammatiske feil, jeg kan kun skrive på spansk Yo soy Laima, mi nombre es Laima, Que tal? Jeg er lost i translation i Danmark og fanger bare noen setninger. Mitt keybord har ingen bokstaver på mitt morsmål litauisk, jeg skriver med mange grammatiske feil. Jeg har ingen språk, hvor er mitt språk? Språk er jo som vann og brød, det grunnleggende element til å overleve. Hvor er det språket som kan binde sammen vest og øst, Adam og Lilith, meg og min ukjente far, meg og min søster. Kan jeg brenne den dysleksien, som skaper de hindringer for å ha et likeverdigt og perfektt språk?

’Burning Man’ minner meg om Medea, Hedda Gabler og Electra som ble kastet ut av Edens hage av sine skapere. ’Burning Man’ minner meg om de mannlige forfattere som skaper dem og dreper dem som en kilde til inspirasjon, ereksjon og videre skapning:

 

your look

Come to me my first blooming magic

So exited you are when you enter new doors with Starman walk,

So real you are when you dress with transvestite cloths

And search for a woman in his masculinity

You fit so well to the Electra performance,

Gazing each possible soul to cross your rounded apples

And i know you wont stop it until you will find his planet

So strong, so strong…but your look turns always to a dress

Unfortunatly you are smashed from his hips like Desdemona

Finally falling for a wrong body,

But your look, your look…

 

Et kvinnelig kor synger en sorgssang for Lilith, men også for oss forlat i mannens verden, i ensomhet, sorg og glemsel. ’Burning Man’ er å brenne ulikheter, å brenne Evas og Adams historie, å brenne sorg og lengsel, å brenne krig, å brenne kapitalisme, å brenne sykdom, å brenne ondskap, å brenne minner, å brenne ulikheter, å brenne og å brenne den Mannen.

 

Barnet sparker i magen og sangen spiller i mitt hode, Jeg vil ha en blå ballong …

Klem og kyss,

L.

 

 

 

Letter from Kirstine Reffstrup to Laima Nomeikaite

15. januar 2019

Kære Laima,

 

I forrige brev skrev Hild til mig om begyndelser. Begyndelser: æggeskallernes kalk under neglene, spyt, sekret, gul blomme.

  

Vores kommende barn talte til mig gennem et æg som blev slået mod panden og den gule blomme formede et hjerte, det var næsten et helt perfekt hjerte på stegepandens gråglitrende titanium. Jeg stod ved køkkenbordet overrasket og vantro. Var det et tegn? Et kærlighedsbudskab? Og fra hvem? Jeg så det grå januarlys slippe ind, frosten lodden over jorden. De første dage i det nye århundrede. Jeg så dagen krybe henover asfalten og nedover mod fjorden, mens vi væltede ud af sengen, lagnerne revet af os som hud. Æggeskallerne stod jeg med i hånden. Jeg var svimmel, jeg ved ikke hvad for en kontakt det var, hvem der forsøgte at fortælle mig noget. Et budskab fra en anden tid? Som et ekko af det hjerte, der slår inde bag maveskindet eller et hjerte, der slår udenfor mig, et stort tektonisk hjerte overgroet med mos og hår, en kæmpemæssig maskinhjerte syet af læder og syntetiske blæsebælge. Jeg trækker dit hår tilbage, og du vender dig om mod mig, jeg holder dine bryster, lugten af dit køn som jeg bærer med mig rundt i byen hele resten af dagen. Skallen er skrøbelig og alligevel så stærk, at den kan holde om æggehviden og inderst inde den gule blomme, som nu flød ud og tegnede et tydeligt hjerte i det hvide, det geléagtige gennemsigtige om det kærlighedsbudskab som nåede mig indkapslet i den skrøbelige skal af kalk. Jeg så til og fotograferede det mens hviden, den blævrede og gennemsigtige gelé, langsomt størknede og ægget blev brun i kanterne. Spiste det med ketchup, tomater og agurk skåret i skiver, frokost i januars grynende lys. Vikler mig ud af lagner, latter og tråde af lys, der som en navlestreng hæfter mig til madrassen, vikler mig ud af trusser og bh´er, som pynter gulvet, slipper ud og ind af søvnen, vågner af voldsomme spark, livmoderen udvider sig, levret blod, dunkende, tyngde mod bækkenet, og mørket et sted derude, at beskytte os alle mod det. Du vågner og vender dit ansigt mod mig, vi tre ligger her, kvinden som jeg elsker, jeg vender hende mod mig og mellem os ligger barnet, stadig uudklækket, jeg rører ved hendes bryster, hun slipper fra mig, ud af sengen, tre hjerter, jeg holder om din mave, mens vinterlyset kastes tilbage fra facaderne og skovbrandene som ikke ophører kaster sit eget rødlige skær over himlen. Langsomt kom dagen og ude i gaderne gik vi rundt for at finde et sted som var åbent, varehylderne tomme, fra Joker til Kiwi, hvor de så på os med spørgende ansigter, vi strøer fuglefrø og fanger plastikposer udenfor vores lejlighed.

 

Du er modtageren er et brev. Modtageren af et kærlighedsbudskab pakket ind i æggehvidens protein. Svaret sendes videre, en kæde af skrivende kvinder, ansigterne badet i det blå skærmlys, i et ekko som går tilbage efter vores fødsel, efter 1980 og 1979, som rækker længere tilbage, dengang muren og grænserne skilte dit land fra mit og skar det vi kalder Norden over.

 

Og du vender dig og vender dig igen, en ny begyndelse står skrevet i dit ansigt, det gule lys, og huden blød som æggeblommen, vi ligger alle tre i sengen, du, jeg og det kommende barn under huden, under lag af fedt og blodbaner og brusk, en mørk livmoder og æggestokke arret af klamydia.

 

Vi vender os om og ser et nyt ansigt. Vi vender os om mod nye begyndelser.

Begyndelser, brændende.

 

  1. januar 2020: skovbrandene i Australien, et brændende fly, dagens nyheder, tiden må forstås på en anden måde nu, ikke lineær, men glødende og intens, cirkulær, vi lever med fremtidens spådomme som allerede er opfyldt.

 

Æggeblommen er én eneste celle som udgør ca. 28 % af æggets vægt. Cellekernen kaldes kimpletten og kan ses som en lille hvid plet udvendig på blommen, når ægget slås ud. Blommen holdes på plads af de to skrueformede æggehvidestrenge – kalazastrengene, som er dannet af æggehvideproteiner. Blommen er omgivet af en beskyttende hinde, vitellinmembranen, der bliver svagere jo ældre ægget er.

 

Tiden som ægget, rundt, non-lineært, geléagtig gennemsigtig og klæbrigt. Tiden som brænder sig selv op. Askeflager i luften, en brændende busk eller bogsider revet ud, sodet af aske. Stemmer blander sig med andre stemmer, stiger op, en hvisken, et kor. Nutiden er et rum som udvider sig, et kar, en krukke, vi drejer og ryster krukken. Historien som et rum af stemmer, der er ingen adskillelse længere. Begyndelser er også der, hvor en kvinde forsvinder under vand, hvisker til os fra en anden tid.

 

 

  1. januar 1919: Rosa Luxemburg bliver ført til Landwehrkanalen i Berlin. Der bliver skudt flere gange mod hende. Kroppen kastes ud over broen, nat, (hendes stemme):

 

Jeg stod på broen og vandrotterne sang for mig, da jeg ramte vandet, hvæssede deres tænder, de sang om floden, som har alle tider i sig, men mit fald stoppede tiden, og mens jeg faldt, troede jeg, at jeg kunne lugte den salte lugt fra havet, men havet var langt væk, der var bare byens kloaker, der udspyede tjære, sod og ekskrementer, og så ramte kroppen vandet og blev trukket ned og ned mod bunden og mudder hvirvlet op, så blev jeg let, lettere end et dun, lettere end sommerdøgnet, end den lyseste sommersky, og flød op igen mod lyset, mod det grå dagslys, huden langsomt i opløsning, og nu trækker vandet i mig, skrubber mig ren, tøjet trevler, vandet som trænger ind i alle huller af min krop, kroppen lækker spyt og blod, fersk udflåd, gennem mig og omkring mig er vandet, strømhvirvler og rådne blade, floden tog mit ansigt, fiskene spiste af det, ålene sugede sig fast, jeg flyder med strømmen, mod det dunkle vand, bliver suget ned, slynget rundt i en strømhvirvel, overladt til vandet, som en anden kraft, som oppe på landjorden vinden.

 

Al vold i verden.

Jeg troede jeg skulle bekæmpe al vold i verden

 

Når jeg kommer tilbage til floden har den skiftet farve, den er violet, næsten lilla, nogle gange blå eller rødlig, som helt frisk blod, et olieskind glider over vandet, og det er som om det lyder musik dernedefra, helt helt lavt, som en nynnen. Under vandet ser jeg fiskenes regnbuefarvede skæl. Jeg dypper mine hænder i floden, samler muslinger. Fiskene ligger langs bredden, oppustede, med det glitrende fiskeskind i den tynde vintersol, ligger i en bunke med glasskår og regnbuefarvede skæl.

 

Jeg sætter mig ned ved bredden og nynner med på flodens sang. Jeg læner mig forover så jeg næsten tipper, ler til mit eget spejlbillede som vugger, så kommer en vind, og river spejlfladen op, udslettet.

 

At være menneske er det allervigtigste.

 

 

Reinkarnation af hjertet:

 

Vi besøgte Vilnius i sommer, byen lyser af alle tider, kalk, helt lyse, hvide, gule og irgrønne huse, og engang var landet et storrige sammen med Polen, hvor Rosa Luxemburg blev født og du blev født i en by udenfor Vilnius, mange år senere, ni år før muren faldt. Pastelfarver. Fertilitet. Æggeskaller knust på gulvet og husmødrenes kalazastrenge. Fortærer blommen. Vi gik fra vores hostel, værelset helt oppe under kvisten, langs Neris-floden, sad på den lille bar ved floden bygget af træplanker og drak skummende øl, mens vi iagttog kajakroerne kæmpe sig op mod strømmen.

 

Og rundt om os, og i verden: Skovene som brander. Ligningen:

 

2 mødre

1 barn

 

Signe Arnfred skriver i antologien Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen fra 1974 om familien i den politiske økonomi: ”Mit hovedanliggende har været: 1) at få opløst enheden ”familie”, som umiddelbart fremtræder som en naturlig sammenhæng, i dens faktiske samfundsmæssige bestemmelser.”

 

I stedet for familien: et kor af kvinder. Jeg skriver i det første lys fra det nye år, i lyset af dit ansigt, når jeg vågner og du vender dig mod mig, alle begyndelser er svære

 

Heller ikke familien kan tages som udgangspunktet for en analyse

 

Barnet er endnu ikke navngivet endnu. Hver fødsel er ny og hver dag fødes vi, dit ansigt helt tæt mod mit, gennemsigtigt, en hinde lægger sig over det, blommen størkner, når vi nærmer os hinanden, vender du dig mod mig med æggehvidens protein som en maske over dit ansigt.

 

Din

Kirstine

 

 

 

Citater:

Faktaafsnittet om ægget er fra Anina Kjær, ”Æggets opbygning”, Ernæringsfokus.dk.

«At være menneske er det allervigtigste». Rosa Luxemburg

«Heller ikke familien kan blive udgangspunktet for en analyse.«. Signe Arnfred.

Languages, borders, the North

Languages are open. Languages are closed. Open to what I will experience in the next hour, open to acquire new words, build unknown sentences. Closed to those who still don’t speak or read them. Already in step 3 the chain of letters made a twist that challenges what language is, and what the Nordic might be. A recepient had to rearrange, and Kirstine instead sent her letter to Laima, whose mother tongue is Lithuanian. She considered to write in Lithuanian, but ended up writing in Norwegian, about feeling «divided between different languages, a mix of Lithuanian, Norwegian, Danish, Russian, English, Spanish, but I don’t really know them.» When does one know a language? And where does the Nordic or the Baltic begin?

HB 20.01.19

Letter from Hild Borchgrevink to Kirstine Reffstrup

Oslo, 1. januar 2020

Kjære Kirstine,

 

jeg tenker på begynnelser. Og på maskinskrevne gule ark. På årets første dag er det ikke lov å snakke om begynnelser. Men tekster begynner ofte et annet sted enn man først tror. Jeg vet fortsatt ikke helt hvor denne vil føre meg.

I august var jeg i Rigsarkivet i København, på jakt etter tekster skrevet av kvinner knyttet til Nordisk Sommeruniversitet. De to siste årene har jeg vært del av NSUs studiekrets for kunstnerisk forskning. Kjeden av brev som begynner med dette brevet, som jeg er veldig glad for at du ville være mottaker av, er som du vet ett av ti prosjekter som med utgangspunkt i NSUs arkiv skal markere at det i 2020 er 70 år siden sommeruniversitetet ble stiftet.

NSU har tradisjon for å være et rom for begynnelser, et rom for å dele tanker mens de ennå er uferdige, før de sjøsettes i en større offentlighet. Ofte skjer det i en tverrfaglig sammenheng. Verdien av slike tilbakemeldinger er vanskelig å synliggjøre i tellekantsystemer, men er uvurderlig når den produserer gnisninger og nye koblinger mellom begreper og ting vi trodde vi kjente. Hvornår (som dere så fint kan si på dansk og knytte sammen tid og sted), oppstår egentlig en begynnelse?

På et maskinskrevet, gult ark i arkivet med tittelen NSU och universitetsläget i Norden viderefører en svensk deltaker en gang på 1970-tallet en selvrefleksjon som NSU noen ganger kan risikere å lukke seg selv for langt inne i: «NSU alltid [har] förstått sig själv som ett korrektiv och alternativ till den traditionella institutionsverksamheten i Norden. […] Förändringen har gått från en liberalistisk till en profilerad progressiv hållning […] Men hela tiden har idén om det kritiska alternativet varit grunnleggande.» Han fortsetter: «Är den nuvarande situationen sådan, att det är rimligt att upprätthålla den hittillsvarande kursen?»

Både det tverrfaglige og politisk bredspektrede kan være vanskelige såpestykker å få grep om for utenforstående. På grunn av det tverrfaglige så jeg for meg at arkivjakten min skulle unngå tekster om kvinnesak og heller utøve kvinnesak ved å lete fram så mange forskjellige fagtekster skrevet av kvinner som mulig. Jeg fant noen, som for eksempel i NSUs egen skriftserie fra 1970 om etniske minoriteter i Norden, der blant andre Birgitta Trotzig har skrevet om språk og identitet og Magdalena Jaakola om diglossia og tospråklighet. Den første artikkelen har jeg gjort tilgjengelig for kjedebrevskriverne.

Men når jeg leser disse tekstene, melder spørsmålet om begynnelser seg igjen. Hvor interessant er det, både for dagens skribenter og for forfatterne, å løfte fram en sakprosatekst som er knastet inn på skrivemaskin for 50 år siden i et fagfelt der forfatteren antakelig har tenkt langt videre siden? Det tok heller ikke lang tid før min egen faglige interesse stakk av fra dogmet om kvinnelige skribenter og festet seg ved artikkelen «Nordisk nykolonialisme i Sameland» av Per Otnes i samme publikasjon, fordi jeg nylig skrev en tekst til Syn og Segn om noen nye norske kunstmusikkverk som tar opp i seg joik og samiske ord om snø. Forut for den gjorde noen meg oppmerksom på et interessant forskningsprosjekt om kunst og kolonialisme i Norden som Københavns universitet kjørte i gang i høst. Gitt både det prosjektet og Jonas Eikas takketale for Nordisk råds litteraturpris i 2019 skal NSU ha at noen tenkte rundt nordisk nykolonialisme i Sápmi i 1970.

 

I en annen årgang av skriftserien i arkivet fant jeg en publikasjon med tittelen Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen, utgitt i januar 1973, redigert av to kvinner og med bare kvinner i listen over forfattere. Tittelen fikk meg umiddelbart til å tenke på Harvey Weinstein og filmindustrien og hvorvidt det ville gi mening å se #metoo og kapitalisme i sammenheng. Etter å ha bladd litt, la jeg heftet bort, for det virket så tidsbundet. Men etter hvert som jeg kom gjennom den delen av arkivet jeg fikk tilgang til, innså jeg at innholdsfortegnelsen i de få publikasjonene jeg fant, altfor ofte så ut som listen over papers til NSU-symposiet Forskningspolitik i Norden i Lund, Sverige i februar 1973: Av 27 presentasjoner var tre – 3 – signert en kvinne.

 

Derfor tok jeg Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen fram igjen og lot ideen om å unngå uttalt kvinnesak fare. Publikasjonen er et resultat av et samarbeid mellom kvinnebevegelser i alle de nordiske landene som oppstod på NSUs sesjon i Finland i 1971. Siden jeg ikke kunne ta heftet ut av Rigsarkivet, søkte jeg etter det i antikvariater på nett. Der dukket det opp i en ny versjon, som bok med tittelen Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen, utgitt i 1974 av det akademiske forlaget GMT og NSUs skriftserie i samarbeid.

 

I forordet til denne boken dukker begynnelsene fram igjen. Redaktørene Signe Arnfred og Karen Syberg skriver om hvordan boken ble til fordi artikkelsamlingen fra 1973 som jeg fant i arkivet, ble utsolgt i løpet av et halvår:

NSUs skriftseries redaktion gav os da i opgave at lave ny revideret udgave, men i løbet af arbejdet med revisionen måtte vi konstatere, at det allermeste av det, vi dengang havde tænkt, i mellemtiden var blevet udviklet til helt andre problemstillinger, selv om der faktisk kun er gået 1-1 1/2 år. (s. 8)

 

Samtidig som de holder steinhardt fast på det dynamiske, har redaktørene altså klart å få to publikasjoner ferdigstilt og utgitt på under to år. Det å få arbeidet i NSU dokumentert og publisert er noe organisasjonen fortsatt kjemper med å få til på en effektiv måte. Videre skriver Arnfred og Syberg om fasene i dette arbeidet, om at

For de allerfleste af bogens forfattere er arbejde i stil med disse artikler en slags ‘anden fase’ – eller snarere: overgangsfase efter en ‘første fase’ hvor den umiddelbare bevidstgørelse om vores egen situation var den altdominerende. (s. 6)

 

Jeg har latt boken fra 1974 bli utgangspunkt for kjedebrevet. Jeg kan lett relatere til skrift og tenkning som prosess og til arbeidet med redigering og bokproduksjon. Mange av analysene av kvinners situasjon har jeg vanskeligere for å koble til min egen virkelighet. Kanskje er det derfor jeg fikk lyst, i forlengelse av en del av boken som omtaler og diskuterer aktuelle bøker skrevet av kvinner, til å trekke fram to som det siste året har inspirert meg.

Fortsatt lykkelig på tvers av mitt innledende prinsipp om å unngå kvinnesak, handler den første om feminismens historiografi. Jeg bestilte den nokså tilfeldig mens jeg skrev en akademisk tekst om noen samtidsmusikkverk fra tidlig 1970-tall og lette etter teori som nærmet seg det å skrive historie på lignende måte som jeg opplevde at musikken forsøkte å gjøre. I Feminism, Time, and Non-Linear History (Palgrave Macmillan 2014) viser historiker Victoria Browne hvordan feministisk historie ofte deles inn i faser, slik redaktørene av Kvindesituation & kvindebevægelse… ovenfor også gjør. Browne peker på at faser som lineært historiografisk narrativ i praksis er reduserende, så lenge de bare gir rom for ett gyldig tankesystem av gangen. Hun viser hvordan ulike grener av feminisme i egen historieskrivning ofte ender med å anvende de samme teleologiske logikkene de har som intensjon å kritisere. Det skjer også i fortellinger som tilsynelatende vektlegger det flertydige og forskjellige. Som alternativ tar hun til orde for en flerlineær historieforståelse der nåtid kan være under innflytelse både av fortid og fremtid:

A major problem with [this] teleological approach is that it denies contingency and blocks out alternative ways of thinking about or reading the past. […] This results in a “closedness to the past”: a resistance to letting the past surprise us and interrupt our subject positions and perspectives in the present. Further, the treatment of the past as a complete story that has led up to the present can also lead to a “closedness of the future”, as it encourages us to think that the identified direction will necessarily continue, and hence can prevent us from considering the future in terms of unpredictability, or a range of possibilities. (Browne 2014, 17)

Et slikt perspektiv åpner for at tekstene i Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen kan brukes som oppspark til tanker de aldri selv ville kunne romme.

 

Den andre boken er den italienske poeten Patrizia Cavallis samling Diktene mine vil ikke forandre verden, som kom på Oktober våren 2019 oversatt av Tommy Watz. Det er noe med hverdagen i de korte diktene som av en eller annen grunn kilte seg inn i bevisstheten min mellom arkivbunkenes omstendelige alvor på gult papir. Som dette:

 

 

Livet fortsetter som før

med folk som står, sitter,

og som går.

 

 

Eller kanskje kom jeg på den fordi boken er gul.

 

Merkelig nok kom Cavallis dikt ut første gang i 1974.

 

Alt godt, og håper vi sees snart!

Hild

 

 

Feminist thought and the NSU: processual approaches

In the preface to the 1974 edition of Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen (GMT), the editors clearly communicate their thinking as a still unfinished, processual experience. Although this focus is not without influence from the Marxist rhetoric and historiography that structure their discussion, it still reflects an intellectual practice that is not yet established, one that is continually and carefully searching and checking whether the ice will hold its next step:

«Bearbeidelsen af vore erfaringer går gennem forsøget på at forstå hvordan vi selv og andre kvinder er placeret i det kapitalistiske samfunds samlede sammenhæng, hvad disse placeringer indebærer, hvilke muligheder for indsigt i den samlede sammenhæng, de giver – og hvilke indsigter, der er nødvendige for at komme videre i retning af målet: et samfund uden systematisk indbygget undertrykkelse af kvinder og (indeholdt heri) af mennesker i det hele taget.
[…]
Det er afgørende at spørgsmålene stilles rigtigt, og de fleste af artiklerne befinder sig i den fase, hvor netop dette er problemet. For de allerfleste af bogens forfattere er arbeide i stil med disse artikler en slags ‘anden fase’ – eller snarere: overgangsfase efter en ‘første fase’ hvor den umiddelbare bevidstgørelse om vores egen situation var den altdominerende. I denne ‘første fase’ – der forløb over atskillige år – skærpede vi gennem snak i kvindebevægelsens sludregrupper, bo- og arbejdsfællesskaber, aktioner osv. vores sanser for den undertrykkelse, vi blev udsat for, for hvordan den havde præget os, og – snævert forbundet hermed – hvordan vi selv var med til at viderebringe og fastholde dens former. Den ‘overgangsfase’ som denne bog repræsenterer for os, er først og fremmest karakteristisk ved forsøgene på at nå bagom de sammenhænge, som vi umiddelbart kan opleve og forholde os til, – til at få dem – og dermed os selv – placeret i den rette samfundsmæssige sammenhæng; for at vi skal få mulighed for ikke bare at slå fra os, men også ramme rigtigt når vi slår.» (p. 5-6)

This temporary approach is also reflected in the allegedly large differences between the 1973 and 1974 versions of the publications. When outlining its own history, the preface of the latter states:

«Til trods for eventuelle ‘skovture’ afspejler bogen her en ret så kraftig teoretisk udvikling på kort tid.
Den er en revision af en tidligere artikelsamling: ‘Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen’, udgivet af Nordisk Sommeruniversitet i januar 1973, og revisionen afspejler denne udvikling: ikke ret mange af artiklerne er gengangere fra den tidligere artikelsamling. ‘Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen’ var det første produkt af det samarbejde mellom kvinder fra kvindebevægelserne i alle de nordiske lande, som startede på NSUs sommersession i Finland 1971. Året efter blev det en studiekreds om kvindeproblemer i NSU-regi, indledt med et seminar i Tilsvildeleje, Danmark, hvortil teoretisk interesserede og -arbejdende kvinder fra de nordiske landes kvindebevægelser blev sammenkaldt. Oplæggene til seminaret blev samlet i ‘Kvindeundertrykkelsens specifikke… osv.’, men de 1500 expl. som artikelsamlingen blev trykt i var udsolgt i løpet af 1/2 år. NSUs skriftseries redaktion gav os da i opgave at lave ny revideret udgave, men i løbet af arbejdet med revisionen måtte vi konstatere, at det allermeste av det, vi dengang havde tænkt, i mellemtiden var blevet udviklet til helt andre problemstillinger, selv om der faktisk kun er gået 1-1 1/2 år.» (ibid. s. 8)

The young feminist movements in Scandinavia share their processual approach with NSU as an institution. The parts of NSU’s archive that I got access to, did not contain many complete texts whatsoever. The material was dominated by a multitude of temporary and preliminary records: schedules, drafts, notes, newspaper cuttings, informal notes or minutes from lectures or discussions. This probably reflects NSU as an environment for developing new  ideas, a description that in my own experience is still valid and valuable.

At the same time, it fascinates me how the strong processual consciousness and attention of the women behind the above publication initially produced a book whose 1500 copies sold out, and which, in a revised edition, advanced to a larger publishing house, a second edition and a more extensive distribution, proved by the fact that it is still available through secondhand bookshops.

Arnfred & Syberg (red.): Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen (GMT 1974)

An expanded and revised second edition of a 1973 publication in NSUs series of writing. Published by GMT forlag in 1974. It contains texts by 17 women and is in two parts: I. «Analyse av kvindesituationen under kapitalismen» (Analysis of the situation of women during capitalism), and II. «Kvindebevægelse og kvindebevægelser» (Women movement and women movements).

Secondhand paper books and the internet

The 1974 version of Kvindesituation & kvindebevægelse under kapitalismen was not in the NSU archive as I could see. After having seen the 1973 one, I started searching for both of them in secondhand bookshops online. It is fascinating how the internet strongly increases access to secondhand paper books.

After a while the 1974 edition surfaced from a seller in Norway. I ordered it, but it never arrived. I emailed the seller and forwarded his confirmation email, but he remained silent.

After some weeks I decided I had to start over again, and I after a while located the book in a secondhand bookshop in Roskilde.

Ethics and jurisdiction of archiving, formats of quarrel

Two days after I ordered the material donated to Kvindehistorisk samling, I received an email telling that my request to view the material was declined, but that I could fill out an application to view it. I reckoned that since the material came from an individual archive creator, it was not cleared for Tracing the Spirit together with the general NSU archive. I applied, and it got accepted.

In the cardboard boxes sent from Viborg to Copenhagen I for example found lists of all the participants in the study circle on women and capitalism with contact information (dating from the 1970s and probably invalid today). It still made the difference between consciously published, edited and intentionally complete material like the publications in the NSU writing series, and all the processual documents produced in and around NSU sessions, very apparent.

In the administrative material in the Sessions package of the general NSU archive, there were also some outright quarreling in writing about budgets, travel refunds or people who had promised to chair a study circle but failed to show up to a session. I was fascinated by the format of quarrel (fax and telegrams). But if I had been part of these discussions some 40 years ago, I would also have been grateful that there are regulations limiting public distribution of small, old and situational bursts of anger on paper.